Analyse: Sidste udkald for Lene Espersen

ANALYSE: K-lederskiftet kommer, før Lene Espersen blev afgørende svækket af problemerne i Justitsministeriet, skriver Altinget.dks Erik Holstein.

Det var kun tidspunktet, der var en overraskelse.

Justitsminister Lene Espersens overtagelse af den konservative lederpost efter Bendt Bendtsen var for længst clearet af i partiets topledelse, men timingen tog medierne på sengen. For ledelsen er der imidlertid den oplagte fordel, at Lene Espersen lige nu står så stærkt, at en modkandidat var udelukket.

Bendt Bendtsen kom til som leder i august 1999 efter en magtdeling mellem partiets krigslystne fraktioner. Den nye ledelse bestod af et triumvirat mellem Bendtsen, Brian Mikkelsen og Lene Espersen. Mens Espersen kom fra fløjen omkring den tidligere leder Hans Engell, hørte såvel Bendtsen som Mikkelsen til den dominerende anti-Engell-koalition.

Satte Hedegaard af i kapløbet
Selvom de havde deltaget i partiets borgerkrig på hver deres side af fronten, fik de tre hurtigt et tillidsfuldt samarbejde. I starten var Brian Mikkelsen ubetinget Bendtsens mest fortrolige, men også Espersen kom snart tæt på partilederen. Mikkelsen havde oprindeligt ambitioner om at nå helt til tops, men erkendte efterhånden, at hans styrke mest er på partiets indre linjer. Derved var vejen banet for en aftale i triumviratet - om at gøre Lene Espersens til Bendtsens afløser.

Klimaminister Connie Hedegaard var ligeledes et varmt bud på en ny partileder i årene efter, hun gjorde politisk comeback i 2004. Hedegaard har en mere midtsøgende profil end Lene Espersen, der står for en klassisk konservativ politik. Men Connie Hedegaard er siden valget i november "døet ud" i mediebilledet, mens Lene Espersen omvendt fik en stadig mere fremtrædende placering - og også begyndte at kommentere på områder, der lå uden for hendes snævre ressortområde.

Hård kriminalitet i stigning
Men Espersen er under pres og risikerede slemme skrammer, hvis hun ikke meget snart skiftede ministerium. For dybest set er det gået elendigt på hendes eget fagområde gennem det sidste år: Den store politireform ligger i ruiner, straffene for vold er fortsat meget lave, og lige nu er rockere og indvandrerbander ved at udkæmpe en regulær krig i gaderne. Justitsministeren har således på ingen måde leveret den konservative kerneydelse: lov og orden.

Indtil videre har Espersens karismatiske og meget professionelle medieoptræden været i stand til at skærme hende af, men hendes ophold i Justitsministeriet nærmede sig det politisk livsfarlige. Det var en af de bagvedliggende grunde til, at De Konservative måtte foretage lederskiftet nu.

 <img align="left" src="@nyimg=1499@" />

Bendtsen populær - på Fyn
Dertil kommer naturligvis, at det var nu, der skulle handles, hvis Bendt Bendtsen skulle have posten som konservativ spidskandidat til Europa-Parlamentet. Dermed får Bendtsen en velpolstret retrætepost uden for landets grænser - i stedet for at skulle trækkes med en ligegyldig ordførerpost i den konservative folketingsgruppe.

Bendt Bendtsen vil blive husket som manden, der skabte "fred i sin tid" i en konservativ folketingsgruppe, hvor knivene sad løst - og ofte landede i ryggen på gruppefællerne. Bendtsen fik også skaffet en mindre fremgang til partiet, men selvom han er umådelig populær på hjemmebanen på Fyn, slog han aldrig igennem på landsplan. Den afgående leder var simpelthen ikke i stand til at få tilslutningen over 10,5 procent, et forhold der i længden frustrerede garvede konservative.

Store forventninger
Her ventes Lene Espersen at opnå langt bedre resultater. Den nye leder er i modsætning til Bendtsen en fremragende kommunikator, og det vil være en enorm skuffelse for partiet, hvis Espersen ikke allerede ved sit første valg kan levere solid fremgang.

Lene Espersens resultater i Justitsministeriet har ikke ligefrem været prangende, men hun har alle forudsætninger for at blive en slagkraftig og populær konservativ leder.

Forrige artikel Mere end et års forsinkelse og du er ude Næste artikel Et år op ad bakke for Eva Kjer Et år op ad bakke for Eva Kjer