Coronavirus er første test for EU-beredskab mod falske nyheder

FAKE: På sociale medier spredes historier om, at coronavirus kan kureres ved for eksempel at drikke blegemiddel. Nu sætter EU strøm til sit værn mod misinformation for at bekæmpe den slags løgne.

Tirsdag blev det for første gang alvor. EU's egne våben mod misinformation bliver for første gang kørt i stilling. De skal bekæmpe falske nyheder om coronavirus.

Det skete, da Vicepræsident for EU-Kommissionen, Věra Jourová, indkaldte techvirksomhederne, der har underskrevet af EU's code of conduct for misinformation, til et møde.

Ansvaret for at standse misinformationen om virusset bliver dermed delt mellem EU og techgiganterne Microsoft, Google, Twitter og Facebook, som deltog i mødet.

I en pressemeddelelse udtrykker kommissæren også en bekymring for, om misinformation spredes ad andre kanaler end de store, åbne platforme som Facebook og Twitter:

"Det er åbenlyst, at vi skal fortsætte med at holde øje med, hvad platformene foretager sig. Vi skal især være bedre til at forstå skalaen og risikoen relateret til kommunikation på krypterede tjenester," sagde hun.

Sociale medier synliggør autoriteter
Som modsvar vil techvirksomhederne angiveligt til at promovere autoritativt indhold fra eksempelvis sundhedsmyndigheder og fjerne ulovligt eller problematisk indhold som modsvar mod desinformation.

Ifølge Věra Jourová skal gruppen af myndigheder og techvirksomheder mødes igen om fire uger.

På både Facebook, Twitter og Google bliver brugere præsenteret for informationsbokse, der leder til autoritative kilder, hvis man direkte søger på "coronavirus".

Hos Facebook stiller man gratis annonceplads til rådighed for WHO og andre organisationer, så de lettere kan få troværdige budskaber om coronavirus ud.

Blandt andet har de danske sundhedsmyndigheder og Facebook etableret et samarbejde om at sprede information om coronavirus, blandt andet gennem gratis annoncering. Det bekræfter Facebook over for Altinget.

Læs mere om, hvad de andre platforme ud over Facebook gør for at inddæmme misinformation om coronavirus på Altinget Digital.

Forrige artikel Studie: Den typiske klimademonstrant er kvinde, højtuddannet og stoler ikke på magtpartierne Studie: Den typiske klimademonstrant er kvinde, højtuddannet og stoler ikke på magtpartierne Næste artikel Ny måling: Socialdemokratiet fortsætter fremgang trods politisk modgang Ny måling: Socialdemokratiet fortsætter fremgang trods politisk modgang