Trods krav: Hver tiende elev får ikke nok lektiehjælp

LEKTIEHJÆLP: 11 procent af eleverne i 7.-9. klasse oplever utilstrækkelig hjælp til lektier, konkluderer ny undersøgelse. Minister: Det skal vi gøre bedre.

Til trods for krav om at deltage i skolernes lektiehjælp oplever én ud af ti elever i 7.-9. klasse hverken at kunne få hjælp til lektierne i skolen eller af en voksen derhjemme.

Det fremgår af en ny rapport, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, VIVE, har udarbejdet for at undersøge implementeringen af lektiehjælpen efter folkeskolereformen.

“Det skal holdes op imod, at intentionen med at indføre lektiehjælp og faglig fordybelse var, at man skulle nå hele vejen rundt. Og de tal tyder på, at der er nogle elever, man fortsat bør have opmærksomhed på,” siger seniorforsker i VIVE Chantal Nielsen.

Socialdemokratiets undervisningsordfører, Annette Lind, mener, at der er plads til forbedringer og vil tage lektiehjælpen tage op i forligskredsen.

“Hvis det tal er rigtigt, så bliver vi nødt til at kigge på det politisk. Det handler jo om, at alle børn skal blive så dygtige, som de kan, uanset social baggrund,” siger hun.

Også Venstres undervisningsordfører, Anni Matthiesen, vil drøfte lektiehjælpen i forligskredsen.

“Det er skolernes opgave at løse det her, og det er kommunerne, der også har et ansvar for at tage fat på den her problemstilling,” siger Anni Matthiesen.

Andelen af elever, der oplever ikke at kunne få hjælp til lektierne, har været uændret siden 2015.

Det skal gøres bedre
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) er klar i mælet om udfordringen: 

"Det skal vi selvfølgelig gøre bedre," siger hun.

Ressourcerne til lektielæsningen skal i højere grad målrettes dem, der har størst behov for det. Og det skal blandt ske ved at differentiere lektielæsningen bedre, så den rammer de elever, der har allermest brug for det.

"Vi skal bruge ressourcerne der, hvor behovet er størst. Nemlig på de elever, der ikke får hjælp hjemme," siger Merete Riisager og fortsætter:

"I det kommende år bliver det vigtigt for mig at få tunet lektiehjælpen ind til dem, der har særligt behov for den".

Man kan ikke få "effektfuld lektielæsning" ved at tilbyde alle den samme løsning, mener undervisningsministeren.

"Det handler om at kunne målrette hjælpen til den enkelte. Mere differentieret lektielæsning er vejen frem, og det er væsentligt, at man sætter særligt fokus på dem, der har mest behov," siger Merete Riisager.

Læs hele interviewet med ministeren på Altinget: uddannelse.

Forrige artikel Dagens overblik: Morten Østergaard er i offensiv og grønt regnskab opstår imod regeringens ønske Dagens overblik: Morten Østergaard er i offensiv og grønt regnskab opstår imod regeringens ønske Næste artikel Danmark stryger færøsk bankskandale-lån Danmark stryger færøsk bankskandale-lån