Skarp kritik af salmonellaindsats

SALMONELLA: To salmonellasmittede spædbørn fra vegetarfamilie er blevet centrum for kritik fra DF og svinebranchen af myndighedernes indsats mod U292. Myndighederne afviser kritikken.

Svinebranchen er uretmæssigt blevet hængt ud i forbindelse med det store udbrud af salmonella U292. Det mener både svinebranchen og Dansk Folkeparti, som er stærkt kritiske over for det opklaringsarbejde, som myndighederne har udført.

"Det ser ud til, at myndighederne kun har ledt i én retning, selv om man har vidst, at det ikke holdt 100 procent vand. Det er meget utrygt," siger DF's fødevareordfører Jørn Dohrmann.

Kernen i hans kritik er, at fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i et svar på et § 20-spørgsmål bekræfter, at der tilbage i juli 2008 blev fundet salmonella U292 hos to spædbørn i en vegetarfamilie.

Ifølge Dansk Folkeparti og kødbranchen burde det fund have været nok til, at Den Centrale Udbrudsgruppes fokus havde ændret sig, så svinekød ikke længere var mistænkt nummer ét.

"Når der i den familie ikke er blevet spist kød, bliver myndighederne nødt til også at lede i andre retninger end kun svinekød i stedet for at stirre sig blinde. Det er et svigt, når man helt tilbage i juli havde den her information," siger Dohrmann.

Branchen vil rette op på image
I Landbrug & Fødevarer ærgrer direktør for fødevaresikkerhed og veterinære forhold Erik Bisgaard Madsen sig over, at svinekød har været i myndighedernes og dermed mediernes søgelys i over et år nu, uden at der foreligger dokumentation for, at svinekød er kilden til U292. Han kalder sagen om de to spædbørn for en "øjenåbner".

"Det giver anledning til at overveje, om man har grebet det her metodemæssigt forkert an. Er alle spor blevet fulgt? Har man husket at kigge efter andre produkter i relation til den vegetarfamilie? Det virker, som om man har gået med klap for det ene øje og ledt efter kødsiden," lyder det fra direktøren, som gerne vil rette op på svinebranchens ridsede image efter salmonellasagens rasen i medierne.

Han er godt tilfreds med, at der efter sommerferien kommer en ekspertevaluering af forløbet, som han selv erklærer for "dumpet".

"Det er klogt at lade sig kigge over skulderen. Så kan man handle hurtigt og kompetent, hvis der igen skulle opstå et udbrud af den kaliber uden uretmæssigt at hænge nogen ud," siger han og understreger, at branchen er parat til at tage et medansvar, hvis det skulle vise sig, at en af svinebranchens medlemsvirksomheder er årsag til udbruddet.

Myndighederne afviser kritikken
Både Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut forklarer, at salmonellafundet hos de to spædbørn ikke indikerer noget som, at U292 ikke stammer fra svinekød eller svinekødsprodukter.

"Der er tale om to meget små børn, som ikke har fået andet end modermælkserstatning og måske lidt vitamintilskud. Derfor er de smittet med sekundær smitte, så om de er i vegetarfamilie eller ej, er sådan set underordnet i den her sammenhæng. Børnene har været håndteret af en del mennesker," fortæller beredskabschef Kim Vandrup Sigsgaard fra Fødevarestyrelsen.

"Svinekød er vores hovedhypotese, men ikke vores eneste hypotese. Og jeg vil gerne understrege, at det ikke er fersk svinekød, men kødprodukter generelt, vi har forfulgt - men det er i fersk svinekød, vi har fundet U292," lyder det.

Sten Ethelberg, seniorforsker ved epidemiologisk afdeling, er heller ikke enig i, at kød har været for meget i fokus i opklaringsarbejdet.

"Vi har efterforsket mange ting, som ikke har noget direkte at gøre med svinekød. Men det overordnede billede har peget i retning af svinekød," siger seniorforskeren, som ikke vil kommentere sagen om den konkrete vegetarfamilie.

Men han siger, at den gængse teori er, at spædbørns kropsvægt er meget lav, så selv en tabt sut på køkkenbordet kan opsnappe smitte, hvis den kommer i berøring med lidt kødsaft.

Gåden stadig ikke løst
Myndighederne er godt frustrerede over, at smittekilden ikke er fundet efter så lang tid.

"Gåden er stadig uløst, selv om vi har været meget grundige," siger Kim Vandrup Sigsgaard, som oplyser, at der i øjeblikket er i snit 5-10 patienter om ugen - sidste år samme tid var tallet oppe på 60 om ugen.

Det lave tal betyder, at efterforskningsarbejdet er droslet ned.

"Vi har ikke givet op, men vi har ikke kapacitet til at blive ved med at lede i samme høje tempo," oplyser Sten Ethelberg.

Både han og Kim Vandrup Sigsgaard ser ligesom Dansk Folkeparti og Landbrug & Fødevarer frem til ekspertevalueringen af forløbet.

Forrige artikel DF: Minister skal forklare socialrådgiveres lovbrud DF: Minister skal forklare socialrådgiveres lovbrud Næste artikel Løkke: Euroforbeholdet er det vigtigste