Cordua: Alle i blå blok har noget at vinde og tabe

I denne uge er der endelig kommet gang i forhandlingerne i den røde kancellibygning hos finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). Det var også på tide, at det skete, for tiden er knap, hvis regeringen skal nå at forhandle alle de ting på plads, som man har sat sig for, inden deadline i midten af november.

En ting hjælper umiddelbart regeringen: Et valg nu er i INGEN af blå bloks partiers interesse. Blokken risikerer at tabe med et brag og alle fire partier risikerer tilbagegang. Sidst, men ikke mindst: Der kan gå to valgperioder, før vælgerne igen tør betro blokken regeringsansvaret, hvis eksempelvis LA vælter en blå regering.

K tæt på spærregrænsen
Konservatives partileder Søren Pape Poulsen har slet ikke fundet sig til rette som partileder med autoritet eller fået placeret sit parti i en for vælgerne attraktiv position.

I gennemsnit ligger partiet kun cirka ét procentpoint over spærregrænsen. I krogene taler man allerede om, hvem der mon skal afløse ham, når han en dag selv giver op. Buddene går alle i retning af Mette Abildgaard. Pape kan bestemt godt bruge mere tid til at vise vælgerne, hvad han duer til, før han skal til valg igen.

Ingen vaklen hos LA
Liberal Alliance er i målingerne langt fra den af Saxo Bank-ejeren Lars Seier Christensen så længe bebudede 10-procentsfest, hvor partisoldaterne vil fejre, at de runder 10 procent i meningsmålingerne på bekostning af regeringspartiet Venstre.

Imidlertid ligger LA i de fleste af de seneste målinger og i gennemsnit under valgresultatet. Man må i al fald nøgternt konstatere, at den nordkoreanske kamikaze-strategi, hvor Anders Samuelsen stålsat truer med at vælte regeringen, hvis altså ikke den får DF til at stemme for topskattelettelser, indtil videre ikke har givet pote hos vælgerne.

Troen på, at strategien til sidst vil bære frugt, er dog fortsat spillevende udadtil og helt uden vaklen i geledderne hos græsrødderne.

I en måling hos Jyllands-Posten udtrykker et markant flertal af vælgerne dog ikke den store begejstring for LA's forslag om topskattelettelser. Det er de selvsagt ligeglade med hos LA. Tiden vil vise, om man på et tidspunkt renoncerer på kravet for måske i stedet at få andre marginalskattelettelser eller vælger at ”springe ud over klippen med vejende flag” for siden at vælte Løkke-regeringen i en spektakulær og højdramatisk straffeaktion, der vil gå over i historien.

Vi ved i al fald, at LA har en klar interesse i at bevare spændingen til det allersidste for at kunne presse DF's Kristian Thulesen Dahl og Venstres Claus Hjort Frederiksen til det alleryderste for indrømmelser.

Uvant presset DF
En mand, der er kommet under et uvant pres, er netop Kristian Thulesen Dahl, der har måttet droppe sin deltagelse i FN's generalforsamling i New York for i stedet at passe sit ramponerede parti herhjemme.

Der har også været meget at se til, efter anklagerne om svindel og humbug med Meld og Feld eksploderede igen og blandt andet har ført til, at DF er endt i en desperat oprydningsaktion under ledelse af europaparlamentariker Anders Vistisen.

DF har af egen drift besluttet at betale 2,5 millioner kroner tilbage til EU for tidligere at have modtaget EU-støttemidler, som DF selv mener eller er usikre på, at de ikke er berettiget til. Imidlertid kan det ikke lade sig gøre for DF at betale pengene tilbage til EU, da svindelefterforskningsenheden OLAF er i gang med at undersøge sagen, som DF skal afvente.

Den slags tager tid, og det er – desværre for DF – ikke tid, som partiet har allermest af, når man helst vil forsikre DF's utålmodige og skuffede vælgere, at der nu er orden i sagerne.

Meld og Feld 
DF har ellers forsøgt sig med alle mulige initiativer, der har kunnet lukke sagen.  Især har man brugt meget tid på at tørre sagen af på Morten Messerschmidt, og det har så sammen med pressens berettigede behov for at stille kritiske spørgsmål til sagen og den opmærksomhed, som sagen har skabt, ført til, at Messerschmidt er gået ned med stress og har ladet sig sygemelde i flere måneder frem. 

Med Messerschmidt nede risikerer sagen at falde entydigt tilbage på formand Kristian Thulesen Dahl, der ellers har forsøgt sig med et utal af dæk-manøvrer, hvor han kun har ladet sig udtale på skrift eller på direkte tv for at minimere muligheden for at lave fejl.

Det har formentlig også handlet om ikke at få sit ellers engang så fnugfri politiske brand alt for tilsmudset med sagen, som DF hele tiden forsøger at forklare som udelukkende beklagelig sjusk og fejltagelser.

Sagen ser dog ud til at klæbe også til Thulesen Dahl og i øvrigt fortsætte på ubestemt tid, og ingen ved, om mareridtet for DF bliver ved. Det ligner umiddelbart en sag, der har potentiale til at være lige så ødelæggende for DF's popularitet hos vælgerne, som GGGI-sagerne med mere var for Venstre og Lars Løkke.

DF er i krise
Indtil videre har DF siden valget smidt 4-5 procent, eller hver fjerde af vælgerne.

Thulesen Dahls kække forsikringer om, at han og partiet er klar til valg, som han selvsikkert retorisk spurgte de sejrssikre DF-delegerede på landsmødet for en måned siden, er svære at tage alvorlige i dag. DF er meget langt fra klar til at tage et valg. Partitoppen har selv erklæret, at de er i krise.

Man er også i chok, vurderet på ansigtsudtrykkene, mens de svarer på spørgsmål i tv. DF-toppen navigerer i et vedvarende kaos, hvor de ikke længere styrer begivenhederne. Det har de ikke prøvet, siden Fremskridtspartiets nedsmeltning på et landsmøde for mere end 20 år siden. Og dengang opgav de at styre og startede helt forfra.

Ansvarlige politikere
Derfor må man antage, at DF er mere motiverede end længe til at indgå i en politisk sammenhæng, hvor de igen ligner det, de gerne vil være, nemlig ansvarlige politikere i en forhandlingssituation frem for nogle, som rasende vælgere smider rådne æbler og bananer efter på grund af anklager om lusk og fusk.

Nogle kan sikkert huske en presset Lars Løkke, der glad og gerne solgte sig selv og Venstre billigt til Thorning-regeringen under de første finanslovsforhandlinger, lige efter GGGI-sagen i 2013 havde pillet glansen af ham.

Ingen siger, at DF er billigt til salg. Kun at de lige nu har en klar interesse i at lave politiske aftaler og indgå kompromiser, hvor man kan præsentere nogle synlige politiske resultater.

Hvis valget skal stå mellem at begå harakiri selv ved at acceptere LA's ultimative krav om topskattelettelser eller stå ved sine egne krav, også selv om de bliver slagtet af vælgerne ved et valg, ja så vælger DF nok det sidste. Men det kræver en åbning, og den viser sig nok først i det forhandlingsrum, som parterne først nu har bevæget sig ind i.

Ingen i blå blok ønsker valg
Venstres strategi er klar. Ender det med et brag, så har man en 2025-plan, som man kan gå til valg på, og samtidig kan V håbe på, at vælgerne vil straffe DF for EU-penge-sagen og LA for at vælte en blå regering.

Venstres målinger er ikke prangende, men enkelte målinger har haft partiet på valgresultater.

Hvad bliver det næste?
Venstre har under alle omstændigheder en bedre forhandlingsposition, end før DF snublede i EU-pengene. Det bliver i øvrigt spændende at se, hvornår den næste afsløring kommer.

Det er de færreste, der tror på, at det er slut med nye pinlige afsløringer og dermed endnu flere grimme ridser i Kristian Thulesen Dahls ellers så pæne og polerede overflade.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.