Cordua: Regeringen befinder sig i et minefelt

Tirsdag fik en veloplagt Lars Løkke Rasmussen skudt den parlamentariske sæson i gang med en tale, der kredsede om en grundfortælling om, at fornuftige – men svære – valg i rette tid skal sikre og udvikle et velfærdssamfund, der hele tiden giver den brede befolkning bedre muligheder end de forrige generationer.

Tidligere har Løkke haft held med at personliggøre sin politiske grundfortælling, eksempelvis i valgkampen i 2011, da vælgerne måtte forstå, at han kun ønskede den bedste kræftbehandling, da hans egen – senere afdøde – far var patient.

Denne gang var det Løkkes salige mor, som blev trukket frem. Hun havde ifølge statsministeren haft håb og som ufaglært kæmpet for, at sønnike fik flere muligheder end hende selv, der var vokset op i Ferskesøstræde i Nexø på Bornholm – i øvrigt i den samme gade som et andet bysbarn nemlig den kommunistiske forfatter Martin Andersen Nexø boede i som barn. (Ja, selv den der skriver disse linjer boede i byen, men ingen af os på samme tid)

Det var også Løkkes mor, der havde trøstet sin driftige politiker-søn, som i sin spæde karriere var blevet mødt med kritik, med at man ikke kunne være populær alle steder. Selvironisk konstaterede Løkke, der som bekendt kæmper en hidtil forgæves kamp om igen at nå fordums højder i respekt og agtelse hos vælgerne, at det havde han måske efterlevet lidt for grundigt.

Obama og patos
Med indlagte lange virkningsfulde kunstpauser i stil med Obama og lidt patos omkring forholdet til moderen, der i et øjeblik fik mennesket og følelserne frem i Løkke, så adskilte talen sig på den måde fra, hvad vi ellers har hørt tidligere i åbningstaler

Løkkes budskab var, at reformerne i helhedsplanen er vigtige for, at nye generationer kan få de samme og helst bedre muligheder end generationerne i dag. Og så forsøgte Løkke sig med at sammenligne tilstandene i fremtidens Danmark med nabolandene. Kræftbehandlingen skal eksempelvis være ligeså god som i Sverige.

Konkret, men lidt kluntet blev det, da han fremdrog eksemplet om, at alle skal kunne komme på en charterrejse ”af samme standard” som en tysk familie. Argumentet er åbenbart, at danskerne ikke skal ligge under for naboerne.

Fremtidens boligbeskatning
Den store nyhed i talen var naturligvis det bebudede forslag, der skal løse problemet med de forældede ejendomsvurderinger og sikre fremtidens boligbeskatning. Her lagde Løkke op til kompensation af alle de nuværende boligejere, der som følge af højere vurderinger kommer til at betale mere i skat.

En blød landing, der kommer i kølvandet på, at Socialdemokratiet tidligere har meddelt, at de vil friholde boligejerne, og hvor Konservative har krævet et totalt skattestop. Det bør derfor kunne være muligt med en bred aftale henover midten om boligbeskatningen efter 2020.

Men hvad så nu?

Han-bavianen Samuelsen
Forud for Løkkes tale gik Christiansborg i selvsving over Børsens referat af LA-lederen Anders Samuelsens udtalelser mandag i ”Børsen Executive Club”. Det er et sted, hvor avisens abonnenter mod at lægge et medlemsbidrag inviteres til lukkede arrangementer med diverse honoratiores i politik og erhvervsliv.

Arrangementet var dog ikke mere lukket, end at avisen kunne referere Samuelsen for yderligere en kæk bemærkning - i den efterhånden lange række af dem – om at han burde have væltet Løkke allerede i august, da LA kunne konstatere, at regeringens plan ikke indeholdt topskattelettelser ”hele vejen op”.

Hvad var det, der skete? Stak det endnu engang af for han-bavianen Samuelsen og hans trang til at slå sig på brystet? Det var i al fald ikke en melding, han havde lyst til at gentage på tv trods utallige opfordringer.

Udtalelserne affødte så en reaktion fra en noget irriteret Søren Espersen fra DF, der opfordrede Løkke til enten at gennemføre en dronningerunde eller tage valget nu, så man ikke – som det meget omsorgsfuldt lød – kom til at forstyrre folks juletravlhed.

Og så gik der ellers gul bjælke i den hos TV 2 News, så alle kunne få pulsen op, indtil Løkke beroligede alle med åbningstalen. I mellemtiden havde Kristian Thulesen Dahl, der dog også var irriteret på LA, med sine kommentarer lagt lidt afstand til Espersens opfordringer om total krig ved generøst at lade valgudskrivelsen ”være op til statsministeren”.
 
LA og DF tilfredse
Efter talen var Anders Samuelsen fuld af lovord over for talen, som han endda mente kunne være holdt på LA's landmøde. Også Kristian Thulesen Dahl var meget tilfreds med at ”komme i arbejdstøjet”. Tilbage stod en (lidt for synligt) skuffet Mette Frederiksen, der mente, at hun havde hørt en ”kedelig tale”.

Måske anede hun, at talens indhold om især ejendomsvurderingerne er så attraktivt for de øvrige borgerlige, at det næppe ender med sammenbrud om Helhedsplanen, og at der derfor ikke i denne omgang bliver udskrevet valg?

For sagen er, at helhedsplanen og statskassen i øvrigt lige nu rummer historisk mange midler til, at der kan laves rigtig megen politik. Og hvis ikke det kan ske nu, ja hvornår så?

Topskatte-ultimatum
Centralt står naturligvis LA's ultimative krav om topskattelettelser ”hele vejen op” dvs. til de 36.000 i landet, der tjener mere end en million kroner årligt. Det er blevet mødt af et ligeså ultimativt krav fra DF, der afviser det.

Det har stået klart længe, at LA i al fald ikke bøjer af, før parterne befinder sig i et forhandlingslokale. Ligesom i et spil ”chicken” skal man i det mindste kunne se modpartens billygter, før det sker.

Det står også klart, at der skal ske en sænkelse af marginalskatten for alle på den sidst tjente krone. Det kan nemlig godt ske på andre måder end ved at fjerne topskat, selv om det dermed bliver en dyrere løsning. For eksempel kan det ske ved at sænke arbejdsmarkedsbidraget. Kan LA acceptere en sådan løsning? Kan DF?

Det er det, som regnedrengene i Finansministeriet nu forbereder en række modeller for. Og så er det op til finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) at ”time” disse svære forhandlinger, så det sker på et tidspunkt, hvor alle gerne vil nå i mål med forhandlingerne.

Regeringen tror på det
Er der så optimisme at spore? Ja, det er der faktisk. I regeringen tror man på, at det kan lade sig gøre, hvis altså DF og LA har en vilje til at nå et resultat. For LA handler det om en vished om, at DF rent faktisk vil give indrømmelser på deres krav.

Der, hvor usikkerheden egentlig samler sig er, hvad man gør med indrømmelser til DF? Hvad er det, som DF har af krav, som man rent faktisk har mulighed for at give indrømmelser på? Handler det om velfærd med videre, så er det lige til at gå til.

I så fald er det jo bare som at handle med Socialdemokratiet. Ligeledes, hvis der skal findes penge på finanslov til alskens nationalromantik, som DF er så pjattet med.

Nationalromantik
Senest i øvrigt eksemplificeret med folketingsformand Pia Kjærsgaards insisteren på forud for Folketingets åbning at hænge et enormt splitflag over Folketingets talerstol. I øvrigt et mediestunt, der var tilrettelagt som en fælde, som Enhedslistens ikke alt for kløgtige Christian Juhl vadede lige ind i.

”Det skal ned,” insisterede Folketingets 4. næstformand, der havde været så ufornuftig at blive væk fra mødet, hvor det blev besluttet at hænge flaget op. Det hænger i øvrigt som en midlertidig løsning, da det sædvanlige bagtæppe er til rens.

På et splitsekund efter Juhls udtalelser handlede diskussionen om, at Juhl var imod ”det symbolladede flag”, mens DF-stifteren Pia Kjærsgaard var nationalstaten Danmarks allerbedste ven, der som en anden Holger Danske værner Dannebrog mod kommunister som Juhl og ”eurofile”, som Radikales Morten Østergaard, der også ville have et EU-flag hængt op. Man kan næsten høre, hvordan de har klasket sig på lårene af grin i DF's sekretariat.

Det er meget let at kommunikere, at DF er for Dannebrog, mens andre (sådan vil man gerne have det til at fremstå) er imod. Der er åbenbart stadig uopdyrket land.

Minefeltet
Men når det gælder DF's krav om stramninger på flygtninge og asyl, så ligner det efterhånden, at man mest har udpint jord tilbage.

For tiden forsøger regeringens jurister at udtænke stramninger, der IKKE karambolerer med regeringens egen røde linje, som handler om, at Venstre ikke medvirker til, at man opsiger konventionerne. Spørgsmålet er dog, om man ikke er ved at nå i bund med stramninger som er effektfulde?

Hvis ikke, så kan man altid anlægge nye stramme fortolkninger mv. af gældende konventioner, men som næppe løser alle problemerne med at kunne sende fx dømte kriminelle udlændinge ud af landet.

Og hvis ikke disse stramninger løser problemerne, hvad er der så tilbage for DF, som man kan kommunikere til vælgerne? Blandt DFs styrker har været, at de kan fortælle tingene til vælgerne lige ud ad posen. Så snart de begynder at tale med uld-i-mund, ja så ligner DF pludselig alle de andre partier.

Hvad gør DF, hvis ikke de får stramninger, der hverken er effektfulde eller mulige at kommunikere? Nægter de at medvirke til indrømmelser til LA og dermed evt. fremtvinger et valg? I al fald er DF sårbare overfor konkurrencen fra Nye Borgerlige, som hævder at med dem i Folketinget, ja så får man et brud med konventionerne.

Regeringen befinder sig i et minefelt, hvor de er helt sikre på, hvor LA’s miner ligger. Det er straks sværere at lokalisere DF's miner. DF har det med at overraske, som man så det med nogle pensionisters boligydelse sidste år, som DF lige pludselig ikke vil være med til at sænke.

DF's kynisme
I den forrige regerings tid rendte DF pludselig fra Dong-aftalen, som man ellers havde nikket til. DF's kynisme med hensyn til at løbe fra et løfte om en ny afstemning om Europol har også sat sine spor.

Dertil kommer, at det stadig er uklart, hvad DF's strategi egentlig er for fremtiden. Vil de være et normalt parti, der søger indflydelse, hvor man kan og måske vil i regering på et tidspunkt, eller vil de være et protestparti ligesom Nye Borgerlige?

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.