FN kan igen give mad til syriske flygtninge

NØDHJÆLP: Den lovede nødhjælp fra forårets donortræf i London er begyndt at trille ind. FN’s fødevareprogram kan igen yde hjælp til flygtninge i nærområderne, hvor mangel på mad i efteråret har presset flygtninge videre mod Europa.

Af Tine Toft Jørgensen

Millioner af syriske flygtninge har længe sultet, fordi FN’s fødevareprogram, WFP, har haft tomme lommer. Efter halveringer af madrationer i 2015, sker der igen noget på nødhjælpsfronten.

Det sker som følge af den særlige donorkonference i London i februar, hvor verdens lande troppede betalingsvillige op i kølvandet på de historisk store flygtningestrømme.

Der blev i alt lovet 4.6 milliarder kroner til WFP, og det giver nu resultater.

”Pengene betyder, at vi nu er i den fantastiske situation, at vi kan genoprette fuld humanitær fødevarehjælp til syriske flygtninge i Jordan, Libanon, Irak og Egypten. Det kan vi gøre allerede fra nu af og hele vejen igennem 2016,” lyder det fra Anne Poulsen, direktør for WFP i København.

Madkupon på minimum
FN’s nødhjælpsorganisationer har længe manglet penge, og derfor blev WFP i sommeren 2015 tvunget til at skære i flygtninges madkuponer i lejrene omkring Syrien.

”Vi måtte skære støtten fuldstændig væk til 229.000 flygtninge i Jordan og Libanon. Reducering af den humanitære fødevarehjælp var dråben, som fik bægeret til at flyde over for mange flygtninge,” lyder det fra Anne Poulsen i en mail.

Madkuponerne var nede på 50 procent af den anbefalede rate, hvilket svarer til 96 kroner til mad om måneden. I oktober steg raten til 80 procent, og nu betyder forårshjælpen, at der kan gives den såkaldte fulde madration til syrere, der har været på flugt i snart op til fem år.

Stopper det middelhavsruten?
Ifølge Anne Poulsen er det svært at give noget entydigt svar på, om donorpengene vil have en effekt på antallet af syriske flygtninge, der tager turen til Europa.

”Mangel på mad er ikke den eneste grund til, at syrere er flygtet mod Europa. Men der er ingen tvivl om, at hvis du ikke længere kan brødføde dig selv eller din familie, så kan det at sætte sig i en gummibåd for at krydse Middelhavet blive en udvej,” mener Anne Poulsen.

Danmark lovede på konferencen i London 688 millioner kroner, hvoraf 300 millioner efter planen skal gå til netop organisationer som WFP.

Forrige artikel S udskyder pinen: DIIS-flytning stadig på vippen S udskyder pinen: DIIS-flytning stadig på vippen Næste artikel Her skal ministeren diskutere ulandsbistand med danskerne Her skal ministeren diskutere ulandsbistand med danskerne