Cordua: Fix nu bare det der med Europol

Hvad blev resultatet af torsdagens nej ved folkeafstemningen? Det afhænger naturligvis af, hvem man spørger.

De nationalkonservative i DF mener, at nej'et betyder, at der skal sættes prop i hullet med hensyn til yderligere EU-integration. DF har dog undervejs i valgkampen GARANTERET over for vælgerne, at Danmark med et nej kan få en lige så god aftale om EU's politisamarbejde, Europol, som hvis man havde stemt ja.

Det betyder dog efter al sandsynlighed, at Danmark – for at kunne fungere i samarbejdet – på en eller anden led – enten via endnu en folkeafstemning eller med en beslutning fra et 5/6-flertal i Folketinget, accepterer en række nødvendige retsakter, der er prisen for at kunne være med i Europol.

Undervejs i valgkampen præsenterede DF befolkningen for ikke mere end tre mulige indgange til et Europol-samarbejde efter et nej, herunder det noget vidtløftige forslag om, at man sådan uden videre kunne ændre Lissabon-traktaten dvs. EU's nugældende grundlov (Sidst EU lykkedes med denne proces, gik der ti år og processen var enormt besværlig …)

EL ønsker yderligere EU-integration
De venstreorienterede socialister i Enhedslisten, hvis politik er blankt at afvise hele EU-samarbejdet uden nogensinde at opstille et alternativ, har ligeledes forpligtet sig til, at Danmark skal være med i Europol. Og EL vil desuden gerne ”diskutere” de 22 retsakter, som man ellers anbefalede vælgerne at stemme nej til.

For det herligt ansvarsløse EL afhænger det nu alene af statsministeren, der skal vise vilje til ”reelle” forhandlinger og være "loyal", så Danmark kan få ”en god aftale”. Ja, hvad ellers? Forestiller EL sig virkelig, at Løkke skulle forhindre en aftale eller kaste sig ud i at forhandle på skrømt med EU om Europol? Konklusionen er, at EL også ønsker yderligere EU-integration.

Det var udsigten til at falde ud af Europol-samarbejdet, der udløste afstemningen og splittelsen i dansk politik. Men det er pudsigt nok også Europol – der nu overgår til det i nej-sigernes øjne åbenbart vederstyggelige overnationale samarbejde – der pludselig samler både ja-sigere og nej-sigere efter ”Det Store Skisma” torsdag 3. december 2015.  

”Den Store Taber” 
Hvem skal så samle stumperne op, og forsøge at få en aftale mingeleret igennem EU til nationens gavn og bl.a nej-sigernes henrykkelse? Ja det skal naturligvis ”Den Store Taber”, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), hvis speciale netop er at få forhandlet komplicerede aftaler hjem. (Undtagelsen var COP15, hvor han ifølge New York Times deler æren med Politikens chefredaktør for at sætte standarden for, hvordan man lægger den forkerte strategi for en klimaaftale.)

Måske var det derfor, at Lars Løkke i stedet for en umiddelbar depression nærmest lignede en kat foran en skål fløde ud på valgaftenen 3. december? Et søm havde åbenbaret sig på den politiske planke, og nu glædede Løkke sig i at få fat i hammeren og få banket det i! Formentlig så han endnu en mulighed for at få demonstreret over for vælgerne, at han – al sin vedvarende upopularitet til trods - er deres bedste håb, hvis dette land skal regeres sikkert og forsvarligt.

Forinden på afstemningsaftenen havde Løkke sat en række nøgleministre i kampagnen stævne på Marienborg, hvor også finansminister Claus Hjort Frederiksen deltog. Her fik Løkke 100 procent opbakning til, at V-regeringen fastholder den EU-politiske kurs, der handler om at få Danmark til at nærme sig EU's kerne.

Ja-partiernes EU-politik
Spørgsmålet er, om det på sigt er realistisk efter valgnederlaget i torsdags. Men det er måske heller ikke det vigtige her. Den egentlige umiddelbare konsekvens er, at Dansk Folkeparti ikke bliver lukket ind i varmen omkring den EU-politiske kurs. Indtil for nylig var uenigheden om EU-politikken det figenblad, som VK brugte som undskyldning for at udelukke DF i regering. Efter valget i sommer, hvor DF blev størst i blå blok, er holdbarheden i argumentet blevet sværere.

Men ved at fastholde EU-politikken, som den er fastlagt af ja-partierne, som stadig udgør et stort flertal i Folketinget, har V fortsat et politisk bolværk mod DF-krav om regeringsdeltagelse. Venstrefolk bemærkede på valgaftenen en ret fremtrædende DF’er udtale forventninger om snart at komme i regering med V - inden for en rum tid og som konsekvens af nej’et. Så I Venstre mærker man presset fra DF, og måske fra enkeltpersoner frustrationen over ikke at komme til på regeringsbænkene.

Imidlertid er man hos Venstre ikke til sinds at lade sig føje af DF's forventninger. I sig selv er der en pointe i, at Lars Løkke står ved den politiske aftale, som han har med ja-partierne om EU-politikken. Det var netop den slags aftaler, som Løkke var så ”personlig ked af”, at Kristian Thulesen Dahl kastede vrag på, og som ikke var noget, som vælgerne kunne stole på, lod DF-formanden forstå.

Løkke skal skaffe Europol-aftale
Nu vil Løkke demonstrere, at lige netop det kan man. Selv når de politiske konjunkturer ikke ligefrem er med statsministeren på det punkt. Konsekvensen for DF er, at de også holdes ude af regeringen. Det gavner næppe samarbejdsrelationerne til DF, men til gengæld er der forbløffende stor enighed og samling i Venstre om strategien med at sige fra over for Tulle & Co.

Til gengæld er der ved at være usædvanlig pæn og bred politisk samling om kravet om, at Danmark medvirker fuldt og helt i Europol (som ellers undervejs blev udstillet som ligegyldigt, uvigtigt og i enkelte tilfælde direkte skadeligt). Og i spidsen for arbejdet med at få en aftale med EU står statsministeren. Det pudsige er, at der selv blandt nej-siden er store krav til ham om at skaffe en aftale, der involverer Danmark mest muligt i Europol, hvilket vil sige mest mulig EU-integration på området. Ja, Løkke kan nærmest kun skuffe nej-sigerne.

Efter nej'et i torsdags, diskuterer vi i Danmark – i modsætning til nej-sejrstalerne - således fortsat yderligere EU-integration. 
---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.