EU-lande er enige om at fordele 120.000 flygtninge

ENIG: EU's justits- og indenrigsministre er tirsdag blevet enige om en ny aftale for, hvordan 120.000 flygtninge skal fordeles. 

EU's justits- og indenrigsministre er tirsdag blevet enige om at fordele 120.000 flygtninge og migranter imellem sig. Det skriver BBC.

Det står klart, efter et stort flertal af EU's 28 medlemslande stemte fordelingen igennem, og de mange flygtninge og migranter i Italien, Grækenland og Ungarn kan dermed flyttes til andre EU-lande. Også det luxembourgske formandsskab bekræfter via Twitter, at fordelingen er vedtaget:

"Beslutning om fordeling af 120.000 personer er vedtaget i dag med et stort flertal," står der. 

I sommer blev der vedtaget en frivillig aftale om fordeling af 40.000 flygtninge og migranter, og dermed kommer det samlede antal nu op på 160.000.

Fire lande stemte imod
Fire medlemslande stemte som forventet imod. Den tjekkiske indenrigsminister Milan Chovanec skriver på Twitter, at det er Tjekkiet, Rumænien, Ungarn og Slovakiet, der har stemt imod, mens Finland som det eneste land undlod at stemme. Det betyder, at selv om Polen tidligere har afvist at stemme for en fællesfordeling, alligevel gjorde det. 

Tirsdagens aftale om den kontroversielle fordeling baner vejen for, at EU’s ledere ved et topmøde i Bruxelles onsdag kan tage fat på den større diskussion om, hvad der kan gøres for at få kontrol med de flygtningestrømme, som lige nu bevæger sig igennem Europa.

Støjberg: Stor sten fjernet
Der har langt fra været enighed blandt EU-landene om, hvorvidt der skulle være en fælles europæisk fordeling, og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) var da heller ikke særlig optimistisk omkring en løsning inden mødet.

“Jeg tør simpelthen ikke at gætte på, hvordan det her ender. Det ser rigtigt svært ud,” sagde Inger Støjberg (V) ved ankomsten til mødet, hvor hun understregede, at det var vigtigt at få en aftale i hus:

“På en eller anden måde er de 120.000 blevet omdrejningspunkt for overhovedet at kunne komme videre til det, der virkelig kommer til at tælle, nemlig hvordan vi håndterer situationen fremadrettet. De 120.000 ligger som en meget stor sten på vejen for at nå hen til det, det virkelig kommer til at handle om,” understregede ministeren.

Den sten er nu fjernet, og ifølge BBC træder fordelingsplanen i kraft i løbet af de næste to år, hvis den onsdag bliver ratificeret af EU-lederne på et topmøde i Bruxelles. 

Danmark uden for fordeling
Danmark står grundet retsforbeholdet uden for den foreslåede obligatoriske fordeling af flygtninge, men regeringen meldte torsdag i sidste uge ud, at Danmark er klar til at tage imod 1.000 af de 120.000 flygtninge, hvis resten af EU-landene bliver enige om en fordeling.

Ifølge FN’s Internationale Migrationsorganisation, IOM, var der pr. sidste fredag ankommet ankommet 473.887 migranter med båd til Europas kyster i 2015. Mindst 182.000 af dem er syrere.

Forrige artikel EU-ministre slås til det sidste om flygtningefordeling EU-ministre slås til det sidste om flygtningefordeling Næste artikel HK-formand opgiver kamp om LO-formandskab HK-formand opgiver kamp om LO-formandskab