Syv ud af otte medlemslande trækker sig midlertidigt fra Arktisk Råd i protest mod Rusland

Efter Ruslands invasion af Ukraine har de syv øvrige medlemslande i Arktisk Råd besluttet at trække sig fra alt arbejde i regi af rådet, som Rusland lige nu er formand for.

Torsdag valgte Canada, Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige og USA i samlet flok at trække sig fra alt arbejde i Arktisk Råd i protest mod Ruslands invasion af Ukraine.

Dermed står Rusland, der lige nu er formand for rådet, alene tilbage.

”Kerneprincipperne om suverænitet og territorial integritet, baseret på international ret, har længe ligget til grund for arbejdet i Arktisk Råd. I lyset af Ruslands åbenlyse krænkelse af disse principper, vil vores repræsentanter ikke rejse til Rusland til møder i Arktisk Råd. Derudover standser vores stater midlertidigt deltagelse i alle møder i rådet og dets underorganer,” skriver de syv lande i en fælles erklæring.

Login