Minister: Lufthavne vil være lukkede i lang tid

INFRASTRUKTUR: De kommende udvidede lufthavne i Nuuk og Ilulissat kommer til at være lukkede på grund af vejret i langt længere tid end den nuværende grønlandske atlantlufthavn, lyder estimatet fra transportministeren.

Rejsende til og fra Nuuk og Ilulissat i Grønland skal ikke nødvendigvis tro, at alt bliver fryd og gammen, når de to lufthavne fra 2024 kommer til at kunne modtage passagerfly direkte fra USA og Europa. De forlængede landingsbaner giver flyene tilstrækkelig med asfalt, men vejrforholdene i Nuuk og Ilulissat vil med stor sandsynlighed lukke lufthavnene langt oftere og samlet set i langt længere tid, end den nuværende atlantlufthavn i Kangerlussuaq i dag må lukke ned for trafik.

Det fremgår af et svar fra transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen til Dansk Folkepartis grønlandsordfører, Søren Espersen.

”Efter justering af landingsbanernes placering og udbygning af disse samt opgradering af navigationsudstyr med mere til præcisionslandingsbaner forventes det, at den vejrbetingede åbningstid bliver cirka 95 procent i Nuuk og 98 procent i Ilulissat. Tilsvarende er det på grundlag af DMI’s klimastatistikker vurderet, at den vejrbetingede åbningstid for lufthavnen i Kangerlussuaq er på 99 – 99,5 procent,” skriver Ole Birk Olesen i svaret.

Login