Den grønlandske lufthavnsrevolution

Nuuk, juli 2028: Byens cafeer, restauranter og butikker summer af liv. Her tales grønlandsk, dansk, engelsk, kinesisk og mange andre sprog. Turistbusser snor sig gennem byen i pendulfart mellem lufthavnen, de nybyggede hoteller i midten af byen og krydstogtskibene i havnen. Herfra kan man kigge over fjorden på den nye bydel Siorarsiorfik, som skyder op og gør, at Nuuk snart runder 30.000 indbyggere. Økonomien blomstrer, og der skabes hele tiden nye arbejdspladser inden for turist- og serviceerhvervene. Men også råstofudvindingen er omsider for alvor kommet i gang, og selskaber fra hele verden har etableret sig i Grønlands hovedstad, der også har fået konsulater for adskillige lande.

Længere mod nord i Ilulissat er billedet omtrent det samme. Hundredvis af turister strømmer hver dag til Grønlands turistmagnet nummer ét. Her kigger de ud over Ilulissat Isfjord, hvor indlandsisens gletsjere kælver og hver dag sender isbjerge ud gennem fjorden. Et syn, der har sendt fjorden direkte ind på Unesco’s verdensarvsliste. De almindelige grønlændere, der er tilbage i Ilulissat, lever godt af turisterne om sommeren og puster så ud om vinteren, når byen atter er sig selv, og det igen er til at komme til i gaderne.

Omtrent sådan forestiller tilhængerne af Grønlands enorme lufthavnsprojekt, at situationen ser ud om ti år. Og de kan meget vel få ret. I november vedtog det grønlandske parlament, Inatsisartut, nemlig Grønlands største offentlige investering nogensinde. Udvidelse af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat med længere landingsbaner og nye større terminalbygninger samt en hel ny lufthavn i Qaqortoq i Sydgrønland til en samlet pris på 3,7 milliarder kroner.