Uddannelse skal redde danske produktionsjob

OUTSOURCING: DI og CO-industri præsenterede i går en ny 10-punktsplan, der skal fastholde produktionsjobbene i Danmark. Øget uddannelse og målrettet forskning står centralt i planen.

Centralt i planen står en række initiativer, der skal opprioritere uddannelse og forskning.
Flere timer i naturfag i folkeskolen, flere unge på de tekniske uddannelser og erhvervsuddannelserne er blandt de punkter, de to organisationer mener, politikerne bør fokusere på. Samtidig skal der ifølge den nye plan fokuseres på at få flere elever ind på de videregående uddannelser, der skaber vækst, og på en styrkelse af produktionsforskningen i Danmark.

Fremtidens velfærd
10-punktsplanen kommer blandt andet på baggrund af en undersøgelse foretaget af DI og CO-industri. Her blev tillidsfolk og topchefer i industrien spurgt, hvordan de ser på udflytningen af danske arbejdspladser frem til 2015, og svarene maler et dystert billede. Flere end fire ud af ti svarer, at de regner med, at der bliver oprettet flere job i udlandet.

"Det er helt afgørende, at vilkårene for at drive virksomhed her i Danmark bliver forbedret i de kommende år. Produktionsvirksomhederne er tilsammen en væsentlig forudsætning for høj beskæftigelse, stor eksport og god økonomi. Vi taber velstand, efterhånden som produktionen kommer til at foregå uden for landets grænser," siger adm. direktør Karsten Dybvad, DI, i en pressemeddelelse.

Login