Nye regler i Arbejdstilsynet efter giftsag

STYREN: Beskæftigelsesministeren strammer op på reglerne for Arbejdstilsynets og Arbejdsskadestyrelsens samarbejde efter LM Wind Power-sagen. Baggrunden er redegørelse nummer to fra Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen, som også renser sig selv.

I Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedsskadestyrelsens egen redegørelse frikendes tilsynet, og det konkluderes, at der er blevet ført efter bogen. Dog erkendes det i redegørelsen også, at samarbejdet mellem Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen kunne være koordineret bedre, og at Arbejdstilsynet også internt kunne have koordineret tilsynet med vindmøllevirksomheden bedre.

Derfor sætter ministeren nu syv nye initiativer i søen, hvoraf det ene er bedre koordinering mellem styrelserne også internt. Men for fremtiden skal Arbejdstilsynet ved hvert tilsyn på visse kemivirksomheder altid foretage målinger af for eksempel indholdet af styren i luften. Desuden skal topledelsen kontaktes direkte af Arbejdstilsynet, når der er store arbejdsmiljøproblemer på virksomheder med flere afdelinger.

Redegørelsen fra Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen er den anden i sagen, og en tredje redegørelse skal følge op på sagen tilbage til 1978, hvor produktionen med styren startede på LM Wind Power.

Login