Ny forskning: Nordisk velfærdsmodel er udfordret

Af Lisbeth Pedersen
Cand.polit, ph.d, afdelingschef for forskningsafdelingen Beskæftigelse og Inklusion på SFI

Hvad vil vi med velfærdssamfund? Holder den nordiske model? Det er spørgsmål, vi hører jævnligt i den politiske debat. Med hvad karakteriserer egentlig vores samfundsmodel, og hvor ligger de centrale udfordringer for modellen? Det spørgsmål har man også stillet sig i de øvrige nordiske lande, og derfor har en gruppe forskere fra de fem nordiske lande gennem de seneste to år undersøgt udfordringerne for de nordiske velfærdsstater frem mod år 2030. Projektet hedder Nordmod 2030, og på baggrund af det projekt vil jeg i det følgende forsøge at rette blikket mod nogle af de centrale karaktertræk ved den nordiske velfærdsmodel og de udfordringer, vi står over for.

Udgangspunktet for Nordmod 2030 er et tilbageblik på velfærdsmodellens udfordringer og forandringer gennem de senest tre årtier. I den periode har modellen været udfordret af både ydre og indre politiske, økonomiske og strukturelle forandringer. Det er fx udvidelsen af EU’s åbne marked for arbejdskraft og et stærkere pengepolitisk samarbejde, genforeningen mellem øst- og vesteuropa efter Berlinmurens fald samt økonomisk vækst og politiske forandringer i Asien, Mellemøsten og Latinamerika. På de indre linjer har alle nordiske lande oplevet væsentlige forandringer i de politiske strukturer og i den demografiske udvikling, herunder især i befolkningens fordeling på alder og etnicitet. En af hovedkonklusionerne i projektet er, at den nordiske velfærdsmodel har været i stand til at tilpasse sig forandringerne gennem løbende velfærdsreformer.

I denne artikel skitseres udviklingen i de seneste 25 års reformpolitik. Læren fra denne periode er for det første, at modellen har vist sin styrke i form af en tæt politisk dialog, hvor væsentlig modeljusteringerne gennemføres i bred politisk enighed. For det andet, at reformerne har været – og fortsat må forventes at være – en løbende proces, der tilpasses både de langsigtede strukturelle sigtepunkter og de kortvarende konjunktursvingninger. Og endelig, at der for det tredje er en særlig udfordring i at opretholde en samfundsmæssig balance, hvor lysten til at bidrage til fællesskabet gennem arbejde og skattebetaling balancerer med ambitionen om at opretholde et socialt sikkerhedsnet af overførselsindkomster for borgere, der ikke kan forsørge sig selv.