F&P: Lad ikke arven fra Fælleserklæringen gå i glemmebogen

I år er det 35 år siden, at Schlüter-regeringen og arbejdsmarkedets hovedorganisationer indgik aftale om den såkaldte ”Fælleserklæring”.

Fælleserklæringens formål var - fra politisk side – blandt andet at stoppe datidens galoperende inflation ved at tilskynde danskerne til at spare op, frem for at forbruge. Og da arbejdsgivere og fagforbund samtidig ønskede at langtidssikre lønmodtagernes økonomi, var fundamentet for en trepartsaftale og nutidens arbejdsmarkedspensioner skabt.

I historisk perspektiv har den 35 år gamle Fælleserklæring ført til, at Danmark har ét af de mest solide pensionssystemer i verden – og ét, som man i mange andre lande misunder os. I dag har danskerne således opsparet for mere end 4.000 milliarder kroner via deres pensioner, hvilket er en vigtig stabiliseringsfaktor for fremtiden.

For i en tid, hvor både den generelle levetid og presset på det offentlige sundhedsvæsen stiger, har det stor individuel og samfundsøkonomisk betydning, at danskerne er økonomisk rustet til deres alderdom.

Af den grund er det værd at fejre Fælleserklæringens 35 år, men det også værd at huske på, at lønmodtagernes og arbejdsgivernes opbakning til arbejdsmarkedspensionerne primært er opretholdt, fordi politikerne har haft som tradition at værne om danskernes pensionsmidler.

Ja, faktisk kan man tale om, at arbejdsmarkedspensionerne hviler på en art musketér-ed, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere har ansvar for pensionsindbetalingerne, pensionsselskaberne har ansvar for et godt afkast, mens politikerne har ansvar for forudsigelige og stabile rammer.

Bryder med "ed"

Set over tid er dette ”alle-for-én-princip” kun blevet udfordret ganske få gange. Da den daværende regering i 2011 de facto ville fjerne efterlønsordningen for dem, der havde sparet op til pension, blev det eksempelvis mødt med hård kritik.

”Christiansborgs troværdighed som aftalepart med erhvervsliv og lønmodtagere om store og omfattende reformer går simpelthen fløjten, hvis politikerne bliver ved med at løbe fra de fælles forudsætninger bag aftalerne,” lød det eksempelvis fra FOA’s tidligere formand, Dennis Kristensen i Information, mens han samtidig gjorde gældende, at det ikke indgik som ”forudsætning for Fælleserklæringen, at det udskudte forbrug skulle straffe de lønmodtagere, der går på efterløn.”

Hvad der derfor er årsag til, at regeringen og et snævert politisk flertal for nyligt brød med Fælleserklæringens musketér-ed og i hastværk vedtog en lov, der indfører loft over huslejestigninger, skal være usagt. Men væsentligt er det, at en meget stor del majoriteten af de berørte danske udlejningsejendomme ejes af danske pensionsselskaber, og at finansieringen af regeringens huslejeloft derfor i en vis grad er sket på bekostning af et større afkast til deres kunder. Den pointe er værd at få frem.

{{toplink}}

Kan påvirke den enkelte og staten

I en tid, hvor vi er ramt af den værste inflation i 40 år, giver det særlig god mening at fejre den aftale, der for 35 år blev indgået mellem den daværende regering og arbejdsmarkedets hovedorganisationer, og som er en væsentlig årsag til, at mange danskere er lykkedes med at spare godt op til deres alderdom.

Det er ikke kun godt for den enkelte person – også samfundsøkonomisk har det enorm betydning. Og af netop den grund, er det også værd at huske på, at når man fra politisk side laver indgreb, der rammer pensionsbranchen – eksempelvis i investerings- og afkastmulighederne – så vil det i de fleste tilfælde påvirke helt almindelige danskeres pensionsopsparing.

Og selvom det ikke er noget, som man kan mærke her og nu, så vil det måske være noget, som både påvirker den enkeltes og statens samlede økonomi, når vi om 35 år fejrer Fælleserklæringens 70 års fødselsdag.

 LÆS OGSÅ: DI Byggeri: Huslejeloft på lejeboliger tester Grundloven

debat@altinget.dk