Konservative undrer sig over DA-modstand mod jobcenterreform

HØRING: Formanden for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg, Knud Kristensen (K), er overrasket over DA's modstand mod jobcentrenes nye rolle.

Knud Kristensen (K), formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, var godt tilfreds efter høringen onsdag på Christiansborg om kommunernes overtagelse af beskæftigelsesindsatsen fra august. Men han var overrasket over DA's modstand. 

Blev du klogere af høringen?
"Jeg synes, vi har fået et godt overblik over situationen og fået spørgsmål og betænkeligheder på plads. Jeg har ikke fortrudt, at vi er kommet i gang med det her projekt. Det har altid været meningen, at opgaven på et eller andet tidspunkt skulle overgå til kommunerne," siger Knud Kristensen.

Hvad siger du til kritikken af jeres oplæg?
"Mit kendskab til jobcentrene er, at de altid vil få en del kritik, men jeg kan forsikre, at økonomien er sikret på jobcentrene. Man skal respektere kritikken, men der vil altid være nogen, der ser anderledes på tingene, end jeg gør. Det kræver massiv politisk bevågenhed, for det er en stor opgave, som kommunerne nu skal overtage. Og jeg tror ganske enkelt ikke på de problemer, der fremføres i forbindelse med evalueringen."

Login