It-krise i jobcentrene aflyst

JOBCENTRE: Dansk Arbejdsgiverforening advarer om alvorlige problemer i jobcentrene pga. forsinkelse på nyt it-system. Vrøvl, der er ingen problemer med det hidtidige system, siger it-chef i Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Dansk Arbejdsgiverforening har ingen grund til at frygte, at it-systemerne ikke vil fungere tilfredsstillende i de kommunale jobcentre efter 1. august.

Sådan lyder beskeden fra it-chef i Arbejdsmarkedsstyrelsen Birte Iversen, efter at DA, SALA og Ledernes Hovedorganisation 23. marts advarede regeringen mod at gennemføre kommunaliseringen af landets jobcentre.

I et brev til topministre og centrale politikere opfordrer arbejdsgiverne til, at man udskyder starten på det enstrengede kommunale beskæftigelsessystem, da et forsinket it-system vil skabe alvorlige problemer i jobcentrene.

Arbejdsgivernes bekymring om, at udsættelsen af det nye system vil skabe alvorlige problemer i jobcentrene, kommer bag på Birte Iversen.

"Deres kritik er helt uforståelig. Der er ingen problemer ved at køre med det gamle system, som medarbejderne kender. Der er ikke nogen tekniske konsekvenser ved at køre med Arbejdsmarkedsportalen. Faciliteterne i Arbejdsmarkedsportalen vil stadig være til rådighed efter 1. august, og indtil jobcentrene kan anskaffe sig en anden løsning," siger Birte Iversen.

Den 1. august gennemføres den enstrengede kommunale beskæftigelsesindsats i landets jobcentre. I den forbindelse var et nyt enstrenget it-system planlagt. Jobcentrene kan vælge mellem to nye systemer kaldet Workbase og Opera.

Jobcentre undrer sig over DA
I Århus Kommune har man valgt systemet Workbase, der leveres af det private firma Medialogic.

Login