Frederiksen tager afstand fra dobbeltkontrakter

SAMRÅD: Mette Frederiksen tager afstand fra entreprenørfirmaers brug af dobbeltkontrakter. Men hun er tilbageholden med at gribe ind. Enhedslisten glæder sig over, at ministeren ikke er afvisende over for at se på kæde-ansvar.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) tager på den ene side afstand fra danske entreprenørfirmaers brug af dobbeltkontrakter. På den anden side understreger hun, at det langt hen ad vejen er noget, som arbejdsmarkedets parter selv må løse.

Beskæftigelsesudvalget havde onsdag kaldt beskæftigelsesministeren i samråd om det danske entreprenørfirma Pihl & Søns brug af polske underentreprenører. Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr, som havde stillet samrådsspørgsmålene, bad blandt andet ministeren om at redegøre for, hvorvidt hun fandt det rimeligt, at Pihl & Søn benytter polske underentreprenører, som har dobbeltkontrakter med deres ansatte.

Mette Frederiksen lagde ud med at tage skarpt afstand fra dobbeltkontrakter:

"Jeg kan ikke finde et eneste godt argument for, at det skulle være i orden. Jeg ser det som et redskab til snyd, og det er helt uacceptabelt, hvis virksomheder prøver på at snyde og omgå de spilleregler, som gælder på det danske arbejdsmarked," sagde ministeren på onsdagens samråd.

Hun understregede dog, at løn- og ansættelsesforhold er en sag mellem arbejdsmarkedets parter:

"I forhold til den konkrete sag, så kan den udtrykke et brud på overenskomst. Og jeg siger kan, for det er overenskomstparterne, som skal undersøge det. Den måde, den danske model fungerer på, er jo netop, at det er overenskomstparter, som skal løse de konflikter, som er. Det er parterne, som har ansvaret for løn og arbejdsvilkår i de kollektive overenskomster," sagde ministeren. 

Login