Det vil Inger Støjberg ændre

DOKUMENTATION: Se, hvad regeringen og beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) vil ændre på beskæftigelsesområdet.

Lovkataloget for Beskæftigelsesministeriet for 2009/2010: 

Ændring af lov om værnepligtsorlov og om orlov til FN-tjeneste m.v. m.fl. love (Orlov ved forsvarets udsendelse af personel i udlandet) (Okt II)

Forslaget vedrører især en justering af reglerne om beskyttelse mod afskedigelse i forbindelse med udsendelse i internationale operationer. Forslaget skal bl.a. ses i sammenhæng med en række konkrete sager i forbindelse med udsendelse af hjemmeværnsfolk til Afghanistan.

Ændring af lov om aktiv socialpolitik (Afbureaukratisering vedrørende ledighedsydelse) (Okt II)

Forslaget præciserer, at modtagere af ledighedsydelse skal kunne bevare ydelsen ved flytning til en anden kommune uden, at der umiddelbart sker en revurdering af sagen. Forslaget indebærer endvidere, at personer, der på grund af flytning til anden bopæl må opsige deres fleksjob, er berettiget til ledighedsydelse, hvis de almindelige betingelser i øvrigt er opfyldt. Forslaget indgår i regeringens udspil vedrørende afbureaukratisering.

Ændring af lov om arbejdsmiljø (Virksomhedernes samarbejde om sikkerhed og sundhed) (Nov II)

Forslaget vedrører især en modernisering af arbejdsmiljølovens regler om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde.

Ændring af ferieloven (Modernisering, forenkling m.v.) (Feb II)

Der er tale om moderniseringer, forenklinger og justeringer af loven på baggrund af bl.a. retsudviklingen, herunder afgørelser fra EF-Domstolen.

Lovgivning vedrørende ungeindsats (Feb II)

Lovgivningen følger op på regeringens udspil til initiativer, der skal hjælpe flere unge i uddannelse og job. Lovgivningen vedrører især en styrket indsats for de 15-17 årige. Lovgivningen skal ses i sammenhæng med lovgivningen på undervisningsministerens område.

Login