Danskerne skal smøge ærmerne op

Folketingsvalget i 2011 er historisk. For første gang nogensinde beder politikerne os om at smøge ærmerne op og arbejde mere. Og det kommer vi til. Uanset hvem vi stemmer på. Der er bred politisk enighed om, at danskerne skal arbejde mere.

Det skal rette op på de store underskud i statskassen og ruste økonomien til en fremtid, hvor færre skal forsørge stadig flere ældre.

Venstrefløjen har skiftet mening
Uenigheden består i, hvornår og hvor meget mere vi skal arbejde. Mens VK-regeringen vil beholde os længere på arbejdsmarkedet, når vi bliver grå i toppen, ved at forkorte den omstridte efterløn, så går S og SF til valg på at øge arbejdstiden med det, der svarer til en time om ugen. Her bliver 2011-valget for alvor historisk.

Venstrefløjen og fagbevægelsen har altid kæmpet for en kortere arbejdsuge. Og det har de været gode til. Indtil nu har danske lønmodtagere kun oplevet, at den officielle arbejdsuge er blevet kortere. At venstrefløjen og fagforbundet LO er parate til at øge arbejdstiden, siger derfor noget om alvoren ved dette valg og landets økonomiske situation.

I valgkampen vil der være stort fokus på holdbarheden og troværdigheden i de to fløjes slagnumre om enten at hæve efterlønsalderen eller at arbejde en time mere om ugen. Her står regeringen umiddelbart stærkest, da den har indgået en politisk aftale med Dansk Folkeparti og De Radikale om en tilbagetrækningsreform.

Fagbevægelsen kan dumpe de 12 minutter
Da De Radikale er med i aftalen med regeringen, bliver det svært for S og SF at undgå yderligere forringelser af efterlønnen. Det vil enten kræve, at eksempelvis Dansk Folkeparti løber fra efterlønsaftalen efter et valg, eller at der bliver et rent rødt flertal uden De Radikale, hvilket ikke ser realistisk ud ifølge meningsmålingerne.

Dermed tyder meget på, at en eventuel ny rød regering bliver tvunget til at acceptere den nuværende regerings tilbagetrækningsreform. Hvis det sker, har S-SF lovet, at lønmodtagerne ikke skal have en længere arbejdsuge oveni, så de kommer til at betale den samme regning to gange.

Selv med et rent rødt flertal er problemet for S og SF's plan dog, at flere fagforbund stiller spørgsmålstegn ved det realistiske i at hente 15 mia. kr. ved øget arbejdstid gennem trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter.

For selv hvis en ny regering bliver enig med fagbevægelsens top, skal ændringer i overenskomsterne til afstemning blandt medlemmerne. Og det vil kræve historisk store ofre af lønmodtagerne at stemme ja til overenskomstaftaler, som hæver arbejdstiden, uden at den enkelte lønmodtager for alvor får noget konkret til gengæld. De får kun en hensigtserklæring fra politisk side om, at det vil redde efterlønnen.

Vi skal sluge begge kameler
Mens de to politiske fløje lige nu går til valg på markant forskellige løfter om, hvornår og hvor meget mere vi skal arbejde, så kan begge blokke blive tvunget til nye løsninger eller at kombinere hinandens planer. På lang sigt må vælgerne måske sluge begge dele og mere til.

For både længere arbejdstid og en total afskaffelse af efterlønnen er nødvendigt på længere sigt, siger de økonomiske vismænd. Selv med regeringens tilbagetrækningsreform er der efter 2020 således udsigt til store underskud i statskassen. Og selv hvis de to fløje må opgive deres planer i første omgang, så skal vi alligevel forberede os på at smøge ærmerne op.

For efterlønsalderen stiger, uanset hvem der vinder valget. I velfærdsforliget fra 2006, som et bredt flertal i Folketinget inklusiv Socialdemokraterne står bag, ligger det allerede fast, at efterlønsalderen bliver hævet fra 60 til 62 år fra 2019 til 2022.

Desuden betyder den aftale, at både efterlønsalderen og den nuværende pensionsalder på 65 år derefter skal hæves, i takt med at levealderen stiger. Så smøg ærmerne op. Før eller siden kommer vi til at arbejde mere.