Efterlønnen skaber ikke flere jobs til unge

UNDERSØGELSE: Danske økonomer afviser påstanden om, at efterlønnen er med til at sikre jobmuligheder til landets unge.

Det er en myte, at efterlønnen beskytter unge mod ledighed. Det viser en ny undersøgelse, som er en del af en omfattende analyse af tilbagetrækningsmønstrene i OECD-området, skriver Børsen. Professor og arbejdsmarkedsforsker Peder J. Pedersen har skrevet det danske afsnit i samarbejde med flere forskere.

"Vores undersøgelse viser, at der ingen sammenhæng er mellem, at ældre forlader arbejdsmarkedet - f.eks. via efterløn - og at unge kommer ind. Nærmere tværtimod," siger Peder J. Pedersen til Arbejdsmarkedsstyrelsens nyhedsbrev, Samspilinfo.

Undersøgelsen viser derimod, at når de ældre mister jobbet, så gør de unge det også.

Konklusionen i undersøgelsen bakkes op af professor Nina Smith, som er medlem af Velfærdskommissionen.

"Den viden, vi har opbygget med analyser siden 1980'erne om, at flere unge skulle komme i job, viser, at den effekt er utrolig lille," siger hun. I stedet peger hun på, at efterlønsordningen er problematisk, fordi den vænner danskerne til en lavere tilbagetrækningsalder end i andre lande.

Login