S: Interne forligspapirer beviser forligsbrud

YDELSE: Forhandlingsdokumenter beviser forligsbrud på produktionsskole- og skolepraktikydelsen, mener S. Det blev bare aldrig skrevet ind i aftaleteksten, fordi ændringerne røg af bordet.

Trods samråd med både beskæftigelses- og undervisningsministrene fastholder Bjarne Laustsen, socialdemokratisk medlem af Folketingets arbejdsmarkedsudvalg, at der er tale om forligsbrud, når regeringen vil sænke praktikskoleydelsen.

"Det er stadig et klart forligsbrud, fordi regeringen i 2002 ønskede at ændre i produktionsskole- og skolepraktikydelsen. Det blev imidlertid ikke til noget og derfor ikke skrevet ind i den endelige aftale," siger Bjarne Laustsen.

Forhandlingerne som Bjarne Laustsen henviser til, fandt sted i september 2002 i forbindelse med regeringens udspil "Flere hænder". Regeringen fastholder dog, at fordi ydelserne ikke blev ændret og noteret i den endelige aftaletekst, så er der ikke tale om forligsbrud. Det har undervisnings- og beskæftigelsesministeren tidligere redegjort på et samråd.

Forligskreds fik beregninger
Men ifølge Bjarne Laustsen viser interne forligsnotater uoverensstemmelserne, hvilket han mener er begrundelse for forligsbruddet. I notatet fra forhandlingerne fik man udregnet konsekvenserne, hvis regeringens dengang foreslåede ændringer trådte i kraft.

"Alle kan se, at det blev forhandlet. Det viser forligsnotatet, derfor er det forligsbrud. Det er regeringen og Dansk Folkeparti desværre ligeglade med," siger Bjarne Laustsen.

Notet er et svar på et spørgsmål, som er stilet til "forligskredsen". Forligskredsen bestod af De Radikale, Socialdemokraterne, Venstre og De Konservative og rakte tilbage til tredje fase af arbejdsmarkedsreformen fra 1998. Derfor undrer det Bjarne Laustsen, at der på dette tidspunkt var tale om en forligskreds, mens regeringen i dag ikke mener, at der er tale om forligsbrud.

"Vi har lært, at man skal huske at få skrevet alt ind i aftalen. Vi synes ikke, at det her er en ordentlig måde at behandle sine forligspartnere på," siger Bjarne Laustsen.  

Login