Opbakning til udspil om international arbejdskraft

UDSPIL: Regeringens udspil til mere og nemmere international arbejdskraft får positiv modtagelse hos aktørerne. AC ønsker en bredere diskussion.

Det skal være nemmere for udlændinge at arbejde i Danmark. Det er den overordnede linje i regeringens udspil Styrkelse af den internationale rekruttering. Udspillet møder bred opbakning fra berørte aktører på arbejdsmarkedet - heriblandt Dansk Arbejdsgiverforening.

"At tiltrække og fastholde kvalificerede udlændinge er en del af løsningen, når vi taler om de store udfordringer for det danske samfund. Det er derfor rigtig godt, at regeringen med disse konkrete og praktiske forslag optimerer de rutiner, som gælder for modtagelsen af udenlandsk arbejdskraft. Forslagene vil gøre det nemmere for de udlændinge, som der er bred enighed i Folketinget om, at vi har brug for," skriver direktør Henrik Bach Mortensen i en pressemeddelelse.

Regeringen varslede allerede udspillet i sit arbejdsprogram "Danmark 2020". Her lagde man blandt andet op til, at bureaukratiet skulle udryddes, og det skulle være nemmere at få en international uddannelse i Danmark.

Nemmere adgang til myndighederne
Med en lang perlerække af initiativer ønsker regeringen at imødekomme noget af de praktiske barrierer, som såvel virksomheder og udlændinge har oplevet. Hos Dansk Erhverv er man derfor tilfreds.

"Det er et lille - men godt skridt i retningen af at få udlændinge til at arbejde i Danmark," siger arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv, Ole Steen Olsen, til Altinget | Arbejdsmarked.

Blandt de mange enkelte initiativer peger Ole Steen Olsen på den ene digitale indgang som et af de mere effektfulde tiltag.

"Det bliver rigtigt godt med en digital indgang, så man ikke sendes rundt i systemet. Det vil for mange af vores medlemmer være en stor lettelse. Nu er man på herrens mark, hvis ikke der er en virksomhed, der kan hjælpe," siger Ole Steen Olesen.

AC: Vi skal være mere selektive
I Akademikernes Centralorganisation byder man ligeledes initiativerne velkommen, som gør det nemmere for kvalifiseret arbejdskraft at være i Danmark. Alligevel mener de, at man bør kigge mere selektivt på, hvem man inviterer til Danmark.

"Vi er meget internationalt orienteret i forhold til at byde udlændinge velkommen. Men man mangler den store attraktivitetes-diskussion. Det er gode små forbedringer. Men på sigt mangler man en større diskussion af, hvem man vil have til landet," siger Niels Lykke Jensen, som er politisk chef i AC.

Niels Lykke Jensen henviser til, at man i Canada er langt mere selektiv i forhold til, hvilke grupper man ønsker til landet. Han peger blandet andet på, at den hjemlige diskussion er alt for konjunkturbestemt.

Login