Venstrefløjskritik da Ungepakke tog første skridt

FØRSTEBEHANDLING: Ungepakken røg tirsdag aften igennem Folketinget. Kun SF og EL var kritiske. Enhedslisten har endnu ikke besluttet, om man vil stemme for.

Det var en tilfreds beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), som tirsdag aften kunne se Ungepakken blive sendt videre til udvalgsbehandling efter førstebehandlingen i folketingssalen. Inden lovpakken kom så langt, var den genstand for kritiske røster fra SF og Enhedslisten.

Ungepakken blev forhandlet på plads i november med støtte fra Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokraterne. Uden for forligskredsen står SF og Enhedslisten. Og netop Enhedslisten vil se yderligere tiltag, før de trykker på den grønne knap til den endelige afstemning.

"Der er både skidt og kanel i denne lovpakke. Når udvalgsbehandlingen har afsløret, hvor meget forlaget indeholder af det ene og andet, så vil Enhedslisten tage stilling til, om det kan stemme for eller imod forslaget," sagde Per Clausen.

Skubber ledige yderligere ud
Han satte gentagne gange spørgsmålstegn ved den sanktionsmulighed, kommunerne får, hvis ikke de unge takker ja til læse-, skrive- og regnekurser. Rådet for Socialt Udsatte, LO og Danske Handicaporganisationer har nemlig været kritiske overfor sanktionsmuligheden for at fratage kontanthjælpen. Frygten er, at det modsat intentionen vil skubbe de svage grupper længere ud af systemet.

Men Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Torben Hansen slog fast, at sanktionen ikke var et tvunget redskab, men en mulighed.

"Jeg forstår godt, hvorfor Per Clausen er bekymret, men hvis man læser lovforslaget, så står det klart og tydeligt, at kommunerne ikke har pligt til at bruge sanktionen. Det er en mulighed, men der skal selvfølgelig laves en vurdering af det enkelte tilfælde," sagde Torben Hansen.

Kritikpunkter får SF til at stemme blankt
Socialdemokraternes nære samarbejdspartner i SF er knap så positivt indstillet til forslaget. Der er ikke tilstrækkelige gode tiltag til, at partiet kan stemme for Ungepakken som helhed.

"SF er enig med lovforslagets intention, nemlig at så mange som muligt skal i gang med uddannelse og job, men vi er mere end tvivlende på, om regeringens forslag indfrier intentionerne," sagde SF's arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.

Eigil Andersen satte blandt andet fingeren på de 26 ugers virksomhedspraktik med mulighed for forlængelse. Denne frygter SF mere er til fordel for arbejdsgiverne end den ledige. Dertil er man også skeptisk over for strakstilbuddet.

Pakken heller ikke så dårlig, at partiet ønsker at stemme imod.

"Da der både er tale om et godt og skidt lovforslag, vil SF undlade at stemme," sagde Eigil Andersen.

Andenbehandlingen er endnu ikke fastsat, men lovforlaget er planlagt at skulle træde i kraft den 1. maj 2010.

Login