Flertal vil give veteraner ret til kontanthjælp

INDKOMST: Der tegner sig et flertal for regeringens forslag om at give veteraner, som har været udstationeret, ret til kontanthjælp i stedet for den lavere starthjælp.

I løbet af foråret var der eksempler fremme i medierne på, at veteraner ikke kunne få kontanthjælp, men kun havde ret til starthjælp, fordi de havde været udstationeret i mere end et år. Det vil beskæftigelsesministeren nu lave om på, og forslaget, som skal førstebehandles i dag tirsdag, møder på forhånd opbakning fra både politiske medspillere og modspillere.

"Det bakker vi 100 procent op omkring, og det er noget, som vi selv har presset hårdt på for at få gennemført. Vi synes, at det er helt urimeligt, at vores soldater, som er sendt ud på mission, kan blive ramt af reglen, og derfor går vi ind for at lave undtagelsen," siger DF's forsvarsordfører, Ib Poulsen.

Hos oppositionen er man glade for regeringens forslag, selvom man hellere så, at starthjælpen blev fjernet fuldstændig.

"Vi vil støtte forslaget i morgen, men vi vil samtidig gøre opmærksom på, at det viser, hvor sindssyg lovgivningen og hele det system med starthjælpen er. I virkeligheden er det ligeså urimeligt, at det rammer unge, som har studeret i udlandet, eller andre, som i øvrigt har arbejdet i udlandet," siger SF's Pernille Frahm.

Login