V: Politikere og ledere skal se værdien af det grå guld

DEBAT: For at have seniorer længere på arbejdsmarkedet skal vi forbedre mulighederne for dem. Vi skal udnytte erfaringerne i seniorarbejdsstyrken, skriver Venstres beskæftigelsesordfører.

Af Hans Andersen (V)
Beskæftigelsesordfører

I Danmark har vi en ældrestyrke og ikke en ældrebyrde. Seniorerne besidder erfaring og knowhow, som ofte er uvurderlig i en virksomhed eller anden institution – de er en styrke og vitterligt det grå guld.

Henrik Bach Mortensen, direktør i Ledernes Hovedorganisation og medlem af seniortænketanken, skrev i sit indlægAltingets temadebat, at "dobbelt så mange ledere mener, at medarbejdere over 60 år er en bedre arbejdskraft end yngre medarbejdere".

Det må vi ganske enkelt ikke kimse af. Samtidig vurderer ældre generelt sig selv til at have et fremragende helbred, så der er intet til hinder for, at de ældre skal fortsætte arbejdslivet efter de 60 år.

Blandt andet derfor skal vi sikre, at mulighederne for seniorer bliver forbedret, så vi i højere grad udnytter erfaringerne og potentialet i den stigende seniorarbejdsstyrke.

Ambitionen i Venstre er klart at øge incitamentet til at arbejde mere og længere som senior, da seniorer bidrager til et økonomisk bæredygtigt velfærdssamfund.

I den tidligere VLAK-regering indgik vi sammen med Dansk Folkeparti en aftale om at forbedre forholdene for seniorer på arbejdsmarkedet, som blandt andet resulterede i etableringen af seniortænketanken, der har givet en række anbefalinger til at sikre seniorer på fremtidens arbejdsmarked.

Jeg er generelt meget positiv overfor de anbefalinger, som tænketanken er kommet med, men jeg har en forkærlighed for anbefalingen om at gøre arbejdstiden mere fleksibel, da det bidrager til at sikre seniorerne muligheden for et bedre arbejdsliv, der kan kombineres med tid til at se børnebørnenes fodboldkamp eller gymnastikopvisning.

Jeg er også stor tilhænger af anbefalingen, der fokuserer på lederens tidlige dialog med seniormedarbejderen, om hvad der kan sikre, at man fortsat vil møde gladeligt op på arbejde, når man bliver ældre.

Øg fokus på at forenkle pensionsregler 
Seniortænketanken har ligeledes foreslået at nedsætte en kommission, som skal se på forenkling af pensionsreglerne.

Der er ingen tvivl om, at det er nødvendigt. Især fordi visse mennesker kan risikere at støde ind i en marginalskat på 80 procent, hvis de fortsætter med at arbejde efter pensionsalderen. Og det er jo slet ikke holdbart, hvis vi vil have flere til at udskyde interessetimerne med børnebørnene.

For mig er det dog helt oplagt, at et øget fokus på forenkling af pensionsreglerne kan tænkes ind i det arbejde, som den kommende kommission skal foretage, der allerede skal nedsættes som opfølgning på aftalen om seniorpensionen.

Dialog, fleksibilitet og regelforenklingen er midler til at nå målet om flere seniorer på arbejdsmarkedet, men muligvis skal vi også se nærmere på bedre hjælp med jobsøgningen til seniorer over folkepensionsalderen eller have et øget fokus på virksomhedsrettet indsats over for de seniorer, der er langt fra arbejdsmarkedet.

Der er som bekendt mange veje til Rom. Det afgørende er dog, at vi sikrer, at flere seniorer bidrager med det, som de kan, og at vi alle – politiker som virksomhedsleder – ser vigtigheden af det grå guld. 

Forrige artikel EL: Ansvarlig genåbning kræver test, værnemidler og eftertanke EL: Ansvarlig genåbning kræver test, værnemidler og eftertanke Næste artikel Realdania: Seniorbofællesskaber er fremtiden, hvis vi dropper stereotyperne Realdania: Seniorbofællesskaber er fremtiden, hvis vi dropper stereotyperne