Overlæge: Svækkede og døende skal også tilbydes kage til kaffen

Af Solvejg Henneberg Pedersen
Specialeansvarlig overlæge, Geriatrisk Sektion, Holbæk Sygehus

Over indgangen til Århus Amtssygehus stod der engang "helbrede, lindre, trøste".

Mottoet fortæller os, at behandlingsopgaven både er helbredelse, lindring og trøst. Evaluering af ny behandling måler som regel på "hårde endepunkter" som for eksempel forlænget levetid og helbredelse, og kun behandling med målbar effekt indføres.

Men skal vi leve op til mottoet, må vi også prioritere behandling, som lindrer og trøster. For patienten handler det ikke alene om forlænget levetid, men i høj grad også om livskvalitet.

Min erfaring er, at syge gerne vil have mere levetid, selvom det er med sygdom, men ikke for enhver pris. Til gengæld vil syge altid gerne behandles lindrende. Mange patienter er kronisk syge, som skal have det bedst muligt i deres resterende levetid, der kan være lang eller kort.

Lindrer ikke for meget
Som verden ser ud i dag, behandler og lindrer vi bestemt ikke for meget.

Jeg har som pårørende oplevet, at al behandling stopper, når der ikke er lang tid tilbage. Sondeernæringen bliver stoppet, fordi den tjener ikke længere noget formål, men for patienten, der er ved sin fulde fem, er det hårdt at opleve, at "nu vil de ikke engang give mig mad".

Nytteperspektivet tager over for den lindrende og trøstende omsorg. Her præciserer den nye vejledning om fravalg og afbrydelse af livsforlængende behandling fra november 2019, at væsketilførsel og sondeernæring er livsforlængende behandling, og dermed er det kun patienten, der kan sige nej.

Men også pårørende ønsker indimellem, at vi skal stoppe for væske og ernæring, fordi det opleves som at trække pinen ud. Det er for både pårørende og behandlere svært at være i rummet med lidelse og en døende patient, og samtidig forekommer det ikke rationelt at blive ved med at behandle en døende.

Livskvalitet forbedres ved symptombehandling
Sat på spidsen: Når man er døende, får man ikke længere tilbudt kage til kaffen.

Her er det vigtigt, at vi som læger tager ansvaret og sikrer lindrende behandling, også selvom det er svært. Nogen behandling lindrer, og den skal tilbydes, også selvom det betyder, at en uhelbredeligt syg eller døende patient utilsigtet kommer til at leve længere.

Jeg husker en kræftsyg patient, der gerne ville behandles for en lungebetændelse. Det var pårørende uforstående over. Men da patienten var behandlet for lungebetændelsen, fik han så meget ro, at han velovervejet kunne sige nej til fortsat kemoterapi.

Så også svækkede og døendes livskvalitet kan forbedres ved aktiv symptombehandling. Selv om det måske forlænger livet lidt.

Læger fremfor pårørende skal beslutte
Beslutningen om at stoppe behandling tages bedst af den syge i rolig fase.

Desværre udskydes samtalen om behandlingsniveau ofte, fordi man i rolig fase ikke vil bebyrde den syge med morbide tanker. Og i forbindelse med akut sygdom er mange ældre patienter midlertidigt inhabile og kan ikke give samtykke til (ophør af) behandling.

Den nye vejledning præciserer, at det er lægen og ikke de pårørende, der skal tage beslutningen. Heldigvis, for jeg har oplevet en pårørende, der havde tilkendegivet, at behandling kunne ophøre og som år senere fortsat var plaget af samvittighedsnag over, at patienten ikke overlevede.

Læger er forpligtet til at behandle syge mennesker, uanset hvor syg patienten er. Med Genevedeklarationens ord: "Jeg vil ikke tillade overvejelser om alder, sygdom, handicap (…) eller andre faktorer stå mellem min pligt og min patient".

Vi skal som læger altid tilbyde lindrende behandling uanset restlevetid, og uanset om den lindrende indsats utilsigtet betyder forlænget overlevelse. Vi skal behandle til det sidste – men behandlingen skal tilpasses patientens behov (kurativt, lindrende, trøstende) og altid med respekt for patientens ønsker.

debat@altinget.dk