DF: Arbejdskraften skal udnyttes bedre i ældreplejen

DEBAT: Ingen skal være pressede til at arbejde fuld tid i ældreplejen. Men flere stillinger skal slås op som fuldtidsstillinger for at udnytte arbejdskraften, skriver ældreordfører Karina Adsbøl (DF).

Af Karina Adsbøl (DF)
Ældreordfører

Det er undertiden et utaknemmeligt job at arbejde i plejesektoren i Danmark.

Arbejdsvilkårene inden for fagene skal afgjort være bedre, arbejdsmiljøet skal være bedre, og der skal være bedre tid til at yde den omsorg, som de fleste sosu'er og plejere netop er i faget for at udvise. Det giver en faglig tilfredsstillelse, som mange sosu'er og plejere i dag oplever som fraværende.

Det er ikke ligetil at få flere til at vælge en tilværelse som social- og sundhedsmedarbejder. Det er et langt sejt træk, der er brug for. Måske skal vi starte med at spørge dem, der varetager opgaverne i hverdagen.

Jeg læste en artikel i Fagbladet FOA tilbage i 2018, hvor FOA havde spurgt nogle af de ansatte, hvordan de rent faktisk forestillede sig, at man kunne få flere til at vælge deres fag:

"Respekt og anerkendelse af det arbejde, vi gør, plus en løn, der får en til at føle, at man rent faktisk bliver anerkendt."

"Mere tid til borgerne. God personalepleje. Synlig og nærværende leder. Faglært personale. Bedre normering. Bedre løn. Fuld løn til elever over 25 år."

"Ikke flere nedskæringer, bedre arbejdsvilkår, højere løn og et bedre billede til andre faggrupper af, hvad vi egentlig laver. Så meget mere end den personlige hygiejne. Men også en forståelse for, hvor fysisk hårdt det er, og at vi ikke kan arbejde, til vi bliver 70 år."

Sats på mere modne kræfter
Jeg tror, at de har ret. Spørgsmålet om løn- og ansættelsesvilkår ligger uden for, hvad jeg som folketingspolitiker kan blande mig i.

Men signalet er sendt, og hvis man ikke kan rekruttere personale til en opgave, er signalet jo klart nok: Arbejdet belønnes ikke i tilstrækkelig grad.

Der er også et stort frafald på social- og sundhedsuddannelserne. Jeg tror, at årsagerne er mange, men en af dem er givetvis det såkaldte praksischok.

Når helt unge sosu-assistenter, der lige er kommet ud af folkeskolen, pludselig stifter bekendtskab med, at de rent faktisk skal hjælpe for eksempel en ældre mand med dennes personlige hygiejne, falder nogle fra.

Nogle er simpelthen ikke modne nok til opgaven, så jeg vil ikke lægge skjul på, at en af vejene til at få flere social- og sundhedsassistenter er at satse på mere modne kræfter. Mennesker, der har prøvet noget i deres tilværelse, og som ikke lader sig chokere af en fyldt voksenble.

Slå flere stillinger op som fuldtidsstillinger
Endelig er der spørgsmålet om, at flere deltidsstillinger bliver omlagt til fuldtidsstillinger.

Ingen skal naturligvis presses til at arbejde fuld tid. Der kan være gode grunde til, at man i en periode i sit liv vælger at arbejde på deltid. Men flere stillinger skal slås op som fuldtidsstillinger. Dermed udnyttes arbejdskraften bedre.

Og så er der behov for at tale faget op. Jeg siger ikke, at det er en nem opgave – tværtimod. Men det er en opgave, der kan og skal løses, og som har tæt sammenhæng med den måde, som vi prioriterer ældreplejen og handicapområdet på i vores samfund.

Det kommer Dansk Folkeparti også til at have fokus på i de kommende år.

Forrige artikel Sosu-skoler: Rekrutteringsbriller giver for snævert fokus på personalemangel Sosu-skoler: Rekrutteringsbriller giver for snævert fokus på personalemangel Næste artikel Alex Vanopslagh: Velfærdsloven er blot mere foder til et umætteligt system Alex Vanopslagh: Velfærdsloven er blot mere foder til et umætteligt system