Danske Seniorer: Ældre vil ikke på plejecentre

DEBAT: Plejecentre ligger nederst på listen over ældres ønsker til velfærden. Luk plejecentrene, og lav tiltag, der gør ældre nyttige i stedet for passive, skriver Danske Seniorers landsformand.

Af Per K. Larsen
Landsformand, Dansk Seniorer

Ingen ældre ønsker at komme på plejecentre.

Plejecentre ligger nederst på listen over ældres ønsker til velfærden. Øverst ligger bofællesskaber, hvor man kan støtte hinanden og sammen får en god og aktiv alderdom.

Vi ønsker ikke plejecentre, men boliger, hvor man kan være fælles om madlavning, spise sammen og hygge sig med spil og har små værksteder. Fællesskaber, hvor man hjælper hinanden og kan blive ved med at yde det, som man magter, lige til det sidste.

Alle ved, at døden kommer til sidst, men ingen ønsker at dø på et plejehjem, så hellere hjemme (60 procent), på hospice (20 procent) eller hospital (12 procent). Kun en procent af kvinderne og fire procent af mændene vil bo og dø på plejecentre.

Afglidende svar fra beslutningstagere
Det er realiteterne i de medlemsundersøgelser, som Danske Seniorer har gennemført. Når vi fremlægger de ældres ønsker for beslutningstagere og fagfolk, er svarene desværre ofte afglidende.

Vi får at vide, at "ældre er svækkede, ikke kan klare sig selv, og at de, der kommer på plejehjem, er stærkt svækkede og demensramte".

Man føler sig fristet til at svare, at "hvis man ikke er det, når man kommer ind, så bliver man det. Man bliver ikke mere rask, men mere syg, når man kommer på plejecenter", men den dialog fører ingen vegne.

Hvad nu, hvis vi i stedet får en dialog, der handler om, hvad der skal til for, at plejecentre kommer højere op på ønskelisten? Så plejecentre bliver steder, hvor vi også selv ønsker at bo, når den tid kommer?

43 anbefalinger er gået i glemmebogen
Ældrekommission kom i 2012 med 43 anbefalinger for et bedre ældreliv på plejehjem.

Formanden, Thyra Frank, var minister fra 2016 til 2019 og kom i de år kun med ét lovforslag. Det var ikke en af de 43 anbefalinger, men et forslag fra Kommunernes Landsforening: At forringe ældrerådenes muligheder for at hjælpe beboerne.

Forslaget forsvandt igen, men det samme gjorde de 43 anbefalinger, som hun selv havde været med til at foreslå.

Hvorfor? Hvad er det, der foregår i ministerier og kommuner, som fører til en behandling af beboerne, som ingen ønsker – hverken politikere, administratorer, fagfolk eller ældre?

Luk plejecentrene
Skal man være konsekvent over for ældres ønsker, er svaret: Luk plejecentrene, og lav noget, der gør ældre nyttige og glade i stedet for triste og passive.

Det kommer ikke til at ske. Vi ved det godt. Men så er alternativet vel en grundlæggende reform, der giver ældre og pårørende indflydelse, har fokus på beboernes liv og værdighed lige til døden, og hvor leder og medarbejdere styres af faglighed og oplever arbejdsglæde.

Det kan sikkert gøres på mange måder, men der en måde, som er kendt i forvejen: Selvejende institutioner med bestyrelser, som ansætter og afskediger lederen.

Det virker i for eksempel OK-Fondens institutioner og kan vel udbredes til også at gælde i kommunalt ejede plejecentre.

Forrige artikel FOA: Ældreområdets model har udlevet sin tid FOA: Ældreområdets model har udlevet sin tid Næste artikel Aktører: Coronakrisen har gavnet silonedbrydning i praksis Aktører: Coronakrisen har gavnet silonedbrydning i praksis