Hvilken vej blæser vinden i Zimbabwe?

Erik Brøgger Rasmussen,
Danmarks chargé d'affaires i Zimbabwe

Robert Mugabe og hans parti, ZANU-PF, vandt den 31. juli 2013 overvældende både præsident- og parlamentsvalgene. Efter valgsejren, der var omgærdet af markante beskyldninger om uregelmæssigheder, kunne Mugabe afvikle den samlingsregering, der de seneste fem år har sikret en vis form for stabilitet og økonomisk genoprejsning. Den nye regering er sammensat af en række gamle kendinge, hvoraf mange har været med helt siden uafhængigheden i 1980. Det borger ikke for stor nytænkning.

Trods den kontroversielle valgsejr har Mugabe formået at få sig selv og Zimbabwe bragt retur ind i den afrikanske varme. Mugabe overtager således til august formandsposten for sammenslutningen af stater i det sydlige Afrika (SADC) og er netop blevet valgt som første vicepræsident for den Afrikanske Union. Ikke meget tyder derfor på, at Mugabe - der fylder 90 i denne uge - har tænkt sig at trække sig tilbage, ligesom han ikke gør meget for at hjælpe en eventuel arvtager frem.

Hans parti, ZANU-PF, er dermed endt i en kamp mellem fraktioner, hvor særligt vicepræsidenten og justitsministeren forsøger at positionere sig som mulige arvtagere. Usikkerheden om lederskabet spreder sig til alle dele af partiet, regeringsapparatet og landet generelt. Det giver yderligere næring til bekymring om den fremtidige kurs.

Bekymring for skrøbelig fremgang 
I befolkningen er der generelt tilfredshed med, at valget og perioden derefter har været fredelig, men der er også stor bekymring for, om den skrøbelige fremgang, Zimbabwe trods alt har oplevet siden bunden blev nået i 2008/09, nu vil blive sat over styr.

Økonomien er et stort smertensbarn. De fleste økonomiske nøgletal peger nedad. Der er allerede et betydeligt hul i statskassen, som ikke bedres af nedgangen i den økonomiske aktivitet og deraf faldende indtægter. Mugabes valgløfter om at øge de offentligt ansattes lønninger betragteligt og eftergive privates gæld til forsyningsselskaberne har kun gjort ondt værre. En stort opslået udviklingsplan er fremlagt, men er stort set ufinansieret og dermed ikke noget godt pejlemærke. På positivsiden har regeringen trods udfordringerne fastholdt dialog med Valutafonden.

Indigenisation-politikken, hvor der kræves mindst 51 pct. lokalt - sort - ejerskab af virksomheder, er en anden store udfordring. Det skræmmer ganske enkelt potentielle investorer væk. Udsagn om, at politikken vil blive gennemført fleksibelt, skaber kun yderligere usikkerhed. Det, der efterspørges fra investorer, er konsistens, gennemsigtighed og stabilitet. Alle er enige om, at Zimbabwe har et stort uudnyttet vækstpotentiale inden for bl.a. minesektoren, landbruget og turisme - hvis de rette tiltag til bedring af erhvervsklimaet gennemføres konsistent. Skal det ske, vil det dog kræve reformer, som vil fordre et opgør med magtfulde personer i ZANU-apparatet og historisk ideologisk tankegods. Det er meget uvist, om Mugabe og hans inderkreds er parate hertil. Det synes ganske enkelt svært for dem at forstå, at på et kontinent, hvor mange lande i disse år gør meget for at fremme privatsektordrevet vækst, så skal der ganske enkelt mere end ord til for at tiltrække investorer og sætte gang i økonomien.

Opposition i vildrede
Oppositionen, herunder i særdeleshed MDC-T og dets leder Morgan Tsvangirai, er i vildrede. Valgresultatet kom i høj grad bag på dem, og det faktum, at de ikke har kunnet gøre noget som helst for at ændre på det, har blot forstærket følelsen af afmagt. Der spores tegn på alt fra total opløsning, til at kampen frem mod næste valg i 2018 allerede er begyndt. Tsvangirais egen position i partiet er usikker. Væsentlige kræfter arbejder for at få ham til at træde tilbage - noget, han hidtil har afvist. Det slagsmål udspilles offentligt i medierne.

De civilsamfundsorganisationer, der mest aktivt har arbejdet for reformer og demokratisering, har siden valget afventende holdt vejret og forsøgt at aflæse, hvilken vej vinden vil blæse. I det store hele er det tilkæmpede demokratiske rum forblevet åbent, hvilket skaber forhåbninger om, at civilsamfundet kan fortsætte med at spille en positiv rolle i landets videre udvikling. Samtidig holder myndighederne dog et vågent øje med organisationerne, hvilket i sig selv virker "disciplinerende". Zimbabwe er fortsat langt fra at være et land med fuldstændig fri meningsudveksling.

Sanktioner får skylden for nedtur
De internationale sanktioner mod Zimbabwe optager mange. Mugabe og ZANU-PF udnytter enhver anledning til at skyde skylden for landets nedtur på sanktionerne og undgår dermed behændigt selv at påtage sig ansvaret for noget som helst. EU har over de senere år gradvist lempet sine sanktioner og søger at fremme demokratiske reformer og bedre levevilkår for befolkningen.

EU har således i denne uge besluttet, at alene Mugabe og hans hustru fortsat skal være sanktionsbelagt. Modsat fastholder bl.a. USA fortsat et væsentligt mere omfangsrigt sanktionsregime. Mens EU og USA er entydigt enige om målsætningen - et fuldt demokratisk og velfungerende Zimbabwe i vækst - så vælges forskellige tilgange for at nå dertil.

I enhver normal kontekst ville en valgsejr af den størrelse, Mugabe og ZANU-PF vandt, forpligte til at udpege en entydig vej frem for Zimbabwe. Godt et halvt år efter valget er den fremtidige kurs imidlertid fortsat usikker. Alle venter og håber det bedste, mens landet gradvist går i stå.