EL: Regeringen balancerer på kanten af konventionerne
DEBAT: Regeringen fastholder VKOs pinagtige flygtningepolitiske balancegang på kanten af konventionerne, men burde styrke retssikkerheden i asylprocessen. Det mener Johanne Schmidt-Nielsen, integrationsordfører for Enhedslisten.
Af Johanne Schmidt-Nielsen
Integrationsordfører for Enhedslisten
"Kriterierne for, hvem der kan få asyl, ændres ikke".
Sådan lyder en af de første sætninger i flygtninge-afsnittet i S-R-SF's regeringsgrundlag fra 2011. I stedet for at ændre asylkriterierne lovede regeringen - noget mere uforpligtende - at behandle asylansøgere "værdigt", "ordentligt" og "anstændigt".
Om dét blev ført ud i livet, kan diskuteres. For eksempel kan man - hvis man kan finde ham - tage en snak med den psykotiske algeriske mand, der en majnat i 2012 blev vækket kl. 3.35, iklædt ble, hjelm og maske og fikseret på hænder og fødder, og som først i den kørende politibil fik at vide, at han nu var på vej til en tvangsmæssig udsendelse til Algeriet (omtalt i Information, 12. maj 2014).
Pinagtig balancegang
Den eneste lille ændring af asylproceduren, som slap gennem regeringsforhandlingerne i det sorte tårn i 2011, var, at den internationalt anerkendte og meget professionelle NGO Dansk Flygtningehjælp igen skulle have mulighed for at udpege medlemmer af Flygtningenævnet.
I forvejen var det en skandale af de mellemstore, at VK-regeringen i 2002 lagde navn til en lovændring, der lagde Dansk Flygtningehjælp på is, fordi primært Dansk Folkeparti ikke brød sig om organisationen.
Den højt tiltrængte tilførsel af ekspertise og menneskerettighedsperspektiv til Flygtningenævnet, der blev gennemført i 2012, kan naturligvis ikke kaldes en ændring af asylkriterierne, som dermed ligger fast, som de blev skrevet af VKO i 2002.
I 2002 skete der en ganske principiel ændring af asylkriterierne, da man afskaffede den såkaldte de facto-flygtningestatus og gik fra at yde beskyttelse til mennesker, der var forfulgt i hjemlandet af andre lignende grunde end dem, der omtales i FN's flygtningekonvention fra 1951, til kun at beskytte dem, som Danmark er konventionsmæssigt forpligtet til at beskytte.
Bedre retssikkerhed
Hvor mange asylansøgere, der på den konto er sendt tilbage til forfølgelse, er i sagens natur svært at sige. Let er det derimod at se, at regeringen ønskede og ønsker at fastholde VKO's pinagtige balancegang på kanten af de internationale konventioner og det minimale beskyttelsesniveau i stedet for at tage en debat om, hvem vi skal beskytte, fordi vi simpelt hen ikke kan byde dem at sende dem af sted til den modtagelse, der venter dem i hjemlandet.
Uden direkte at ændre kriterierne for, hvem der får asyl, kunne man på andre måder styrke retssikkerheden for asylansøgere.
Styrk tolkning under asylsamtaler
Tolkningen under Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets samtaler med asylansøgerne er af meget svingende kvalitet. Tolkene mangler uddannelse og i alt for mange tilfælde de nødvendige kundskaber i asylansøgerens sprog. Vi har brug for bedre tolkeuddannelser og for en certificeringsordning for tolke, så myndighederne kan se, hvilke kvalifikationer tolken har.
Og så burde man optage Udlændingestyrelsens asylsamtaler, så man - ved senere påstande om skiftende forklaringer eller oversættelsesfejl - kan gå tilbage og høre lydoptagelsen på originalsproget for at konstatere, hvad asylansøgeren faktisk sagde.
Afgørelser skal kunne efterprøves ved domstol
For at styrke retssikkerheden kunne man også gøre det lettere at få prøvet Flygtningenævnets afgørelser ved domstolene. Siden etableringen af Flygtningenævnet i første halvdel af 1980'erne har det været meget svært at få prøvet selv vigtige principielle sager ved domstolene, når først de er afgjort af Flygtningenævnet, der behandler sagerne, efter at der er givet afslag i Udlændingestyrelsen.
Det kan være problematisk af flere grunde. Flygtningenævnet er ikke en domstol, men et "uafhængigt domstolslignende organ", som der står på Justitsministeriets hjemmeside. Det er Justitsministeriet, der skal forvalte den danske udlændingepolitik, som er en af de strammeste i Europa. Under sig har Justitsministeriet Udlændingestyrelsen, som har givet det afslag, der er grunden til, at Flygtningenævnet får en asylsag til behandling.
Og samme justitsministerium udpeger altså ét af de fem medlemmer, der skal tage stilling til sagen i Flygtningenævnet.
Asylsager handler ofte om liv og død. Alligevel er der ikke i asylsystemet indbygget den retssikkerhed, som vi kender fra det danske retssystem, hvor man kan søge Procesbevillingsnævnet om lov til at indbringe en principiel sag for en tredje retsinstans.
Nogle ville måske frygte, at domstolene så ville blive oversvømmet af asylsager, men alene omkostningerne ved at hyre en advokat og truslen om at blive pålagt sagsomkostninger, hvis man taber, vil nok holde antallet af asylsager nede på et meget beskedent niveau - selv hvis man besluttede at øge retssikkerheden på den måde.
Jeg synes, det er værd at overveje.
