Asylpolitik lider af udvisningsvanvid
DEBAT: Asylsystemet bærer præg af et kontrollerende og administrativt vanvid, hvor kun de få synes at vide, hvorfor de gør, som de gør. Det skriver forkvinde Mona Ljungberg, Foreningen Flygtninge i Fare - Mit Asyl.
Af Mona Ljungberg
Forkvinde, Foreningen Flygtninge i Fare - Mit Asyl
Fører Danmark den rigtige asylpolitik? Jeg er af den opfattelse, at det gør Danmark ikke.
For mig at se, indeholder den danske politik meget lidt asyl og forfærdelig meget udvisning.
Forfærdelig i den forstand, at Danmark udviser asylsøgere til lande, hvor de er i fare for at blive udsat for tortur og anden umenneskelig behandling.
Børn opvokset i Danmark og tilknyttet menneskene og livet her - udvises. - Og ofte til lande, hvor de kommer til at lide nød.
For mig at se, er asylpolitik over de seneste to til tre årtier blevet gradvist erstattet af udvisningspolitik, - og resultatet for nuværende er: et udvisningsvanvid.
I dag ryster flere danskere på hovedet end for bare ti år siden og protesterer imod grusomme udvisninger. Dengang havde nogen måske ladet sig rive med efter angrebet den 11. september 2001 på World Trade Center, i hvad jeg vil kalde en hetzstemning. Men andre længe før. Allerede inden 9/11 var flygtningehetzen højt bølgende - og flere grusomme udvisninger begået.
Mistænkeliggørelse af asylansøgere
Radioavisens meddelelse om angrebet på World Trade Center kom, imens jeg sad dybt begravet i udformning af vedtægterne til den forening, som jeg stadig er forkvinde for: Flygtninge i Fare. Foranstående og flygtninge, der var blevet udvist til fare for deres liv, var baggrunden herfor.
Vores nye forenings mål var og (er stadig) at udrede og dokumentere dansk asylpraksis, som ikke helt stemte overens med skønmaleriet af de ”tossegode danskere”, som flygtningevenner blev kaldt ved årtusindskiftet i mange medier og hos flertallet på Christiansborg.
Bevares, der poppede af og til sager frem i medierne om en grusom udvisning, mest i Politiken, som jeg husker. Fra Christiansborg lød svaret og forsvaret: ”Enkeltsager” og ”ikke repræsentative for praksis”.
Men antallet af enkeltsager voksede og med fart, og vidnede således netop om en praksis. En praksis, hvor asylsøgere på flugt fra torturregimer blev dømt utroværdige, når de oplyste om fare for at blive tortureret eller henrettet.
Selvfølgelig har der ind imellem også været ikke forfulgte, endda forfølgere, der har søgt asyl. Som den tidligere irakiske hærchef i Sorø. Der har også været småkriminelle, men alle asylsøgere kom under mistanke for at være kriminelle. Hvordan beviser man ved sin asylanmodning, at man ikke er lommetyv?
Kontrol og administrativt vanvid
Det var asylsagsforvaltning i praksis, vi i Flygtninge i Fare satte os for at dokumentere. Selvfølgelig med det formål at hindre udvisning af flygtninge i livsfare i deres hjemlande, hvilket indebærer, at vi sideløbende har bistået asylsøgere i deres sag. Den store forskel fra tidligere blev, at vi begyndte systematisk at sammenligne de enkelte led i sagsprocessen og afgørelser og have fokus på en samlet dokumentation.
Vi begyndte også at registrere øjeblikkets tilsyneladende uvæsentlige sagsakter set i relation til asylbehov. Blandt andet akter, som senere skulle vise sig at blive dokumentation for ikke blot et udvisningsvanvid, men også udviklingen af et kontrol- og administrativt vanvid. Et administrativt system, der er løbet løbsk, og hvor de få synes at vide, hvorfor de gør, som de gør, og de mange løser sin bevidstløse del af opgaven.
Også Udlændingeloven bærer præg af dette kontrol- og administrative vanvid. I 2001 var den et lille tyndt hæfte. I dag er den en bog, og det meste af bogen fyldt med bestemmelser om kontrolforanstaltninger og måder at genere folk med asylbehov mest muligt og måder at komme af med dem.
Det skyldes vist til dels vanetænkning og en manglende forestillingsevne og indsigt i, at i flere årtier efter 2. verdenskrig kunne flygtninge (tyske flygtninge undtaget) bosætte sig frit og uden problemer i Danmark, og har ikke voldt mange problemer – men omvendt har tilført samfundet og statskassen ressourcer. Det sidste måske netop, fordi de ikke blev udsat for diverse forhindringsløb, men blev mødt med en håndsrækning.
Fører Danmark den rigtige asylpolitik? Det afhænger af øjnene, der ser, følelser, og hvordan statsmagten vælger at administrere den danske økonomi. Det danske asylsystem betales af penge afsat til udviklingslande.
Systemet giver mange danske arbejdspladser, men gavner hverken asylsøgere eller udviklingslande. Men engang imellem personer som Afghanistans præsident Khazai , der belønnes med udviklingsbistand for at tillade udsendelse af afghanere i Danmark til Afghanistan. Jeg synes det er vanvid.
