SOSU-succes: Over 300 elever på ny uddannelse

OPGØRELSE: Flere end 300 elever på de danske social- og sundhedsskoler har grebet en helt ny mulighed for at tage en erhvervsuddannelse og samtidig have gymnasiale fag.

Med det nye skoleår på landets social- og sundhedsskoler lød også startskuddet til en helt ny uddannelsesretningretning, EUX Velfærd.

Den nye retning giver eleverne på social- og sundhedsskolerne mulighed for at supplere uddannelsen som social- og sundhedsassistent eller pædagogisk assistent med gymnasiale fag.

Den mulighed har flere end 300 elever valgt at benytte sig af, og det er en stor succes, lyder det fra Danske SOSU-skoler.

Formålet med EUX Velfærd er at tiltrække en ny målgruppe af elever, som har lyst til at tage en erhvervsuddannelse, der giver dem studiekompetencer og endnu flere muligheder for senere uddannelse. Samtidig støtter og udvikler den elevernes evne til at indgå i de nære relationer ude i hjemmeplejen, på plejehjemmene, hospitalerne og børneinstitutionerne.

Login