Elevrådsarbejde skal ikke længere tælle som pjæk

ELEVDEMOKRATI: Regeringen vil styrke elevdemokratiet på ungdomsuddannelserne. Derfor skal uddannelsesinstitutionerne forpligtes til at facilitere elevrådsarbejdet, der samtidig sidestilles med undervisning, så det ikke giver fravær.

"I regeringen er vi meget optaget af, at alle ungdomsuddannelserne skal have et velfungerende elevdemokrati, der inviterer til engagement og indflydelse, så eleverne reelt bliver inddraget og har medindflydelse på hverdagen på deres skole. Det kræver først og fremmest, at institutionerne sikrer sig, at eleverne reelt har kendskab til rammerne for elevrådsarbejdet og de mange muligheder for indflydelse," siger Christine Antorini.

Bekendtgørelsen følger op på regeringsgrundlaget fra sidste år.

"Uddannelser, som opdrager til demokrati, må også være demokratiske i hverdagen. Derfor skal børn og unge inddrages, i takt med at de bliver i stand til at tage stilling til beslutninger vedrørende den uddannelsesinstitution, som de går på. Eleverne skal opleve, at de har indflydelse, og at det nytter at engagere sig," står der i regeringsgrundlaget.

Login