Danske Erhvervsskoler: Ingen masseflugt

NOTE: Danske Erhvervsskolers direktør tager til genmæle efter artikler om frafald på skolerne. Der er tale om forældede og unuancerede tal, siger han.

Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler, kan ikke genkende de tal, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) og Ugebrevet A4 har fremlagt vedrørende frafaldet på erhvervsskolerne.

Skævt billede
Påstanden om, at 50 pct. af de unge, der starter på en erhvervsskole, falder fra igen, giver ikke et reelt billede af situationen, mener han. 

"Tallene tegner et skævt billede af situationen på de danske erhvervsskoler. Frafaldet er stadig for højt, men det reelle frafald - der hvor de unge går ud til ufaglært arbejde eller kontanthjælp er ikke i nærheden af 50 pct.," siger han i en pressemeddelelse og fortsætter: 

"Tal fra Undervisningsministeriet viser, at 16 pct. af de elever, der begyndte på et grundforløb efter sommerferien 2008, er faldet fra uden at vælge en anden ungdomsuddannelse. Det er et stort fald i forhold til året før, hvor tallet lå på 21 pct. En nedgang i frafaldet på 5 procentpoint viser, at de mange tiltag, erhvervsskolerne har sat i værk for at fastholde flere elever, virker efter hensigten."

Forældede tal
Lars Kunov gør opmærksom på, at de tal, Ugebrevet A4 og AE har benyttet, kun går frem til 2007. Siden 2007 har erhvervsskolerne imidlertid nedbragt frafaldet.

Desuden inkluderer Ugebrevet A4 og AE's tal omvalg af uddannelse. Ifølge AE og Ugebrevet A4's tal betyder det, at det tæller som frafald, når en elev af en eller anden årsag vælger at gå fra én uddannelse til en anden.

En lang række tiltag
Derudover gør Lars Kunov opmærksom på, at erhvervsskolerne de sidste år har arbejdet på at nedbringe frafaldet af elever via tiltag som grundforløbspakker, mentorordninger, coach, psykologhjælp, differentieret undervisning og 'elev til elev-hjælp'. Til tider vejleder erhvervsskolerne også elever ud i et kortvarigt beskæftigelsesforløb eller anden uddannelse med henblik på at modne den pågældende elev uddannelsesmæssigt, hvorfra han eller hun kan vende tilbage til en erhvervsuddannelse.

"Problemet er de elever der dropper helt ud af ungdomsuddannelsessystemet og ikke efterfølgende kommer i gang igen med en ny uddannelse. Flere unge skal have en ungdomsuddannelse, det kan alle være enige om, men vi skal passe på med at problematisere at nogle unge ikke tager den lige vej gennem uddannelsessystemet," siger Lars Kunov og fortsætter:

"Det er erhvervsskolerne faktisk rigtig gode til at håndtere. Lad os nu i stedet have fokus på de alvorlige udfordringer, vi står over for, f.eks. hvordan vi hjælper de unge, som starter på en erhvervsuddannelse uden de fornødne kompetencer og desværre alt for ofte ender i et perspektivløst frafald, samt på det dramatiske fald i antal indgåede praktikaftaler."

Login