DF: "Vi er ægte konservative på uddannelsesområdet"

INTERVIEW: Færdigheder og mere ro i klassen skal være i centrum i folkeskolen. Og så skal svage elever skilles fra stærke elever, siger Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Martin Henriksen i et interview med Altinget.

Hvorfor blev du uddannelsesordfører?

"Jeg blev valgt i 2005 og har altid godt kunne tænke mig at have med uddannelse at gøre. Og da posten blev ledig efter sagen med Louise Frevert, blev jeg spurgt og sagde ja. Som uddannelsesordfører har jeg mulighed for at præge noget helt grundlæggende. Skolen er en af de mest kulturbærende institutioner i Danmark, og derfor fylder værdipolitikken også meget i uddannelsespolitik."

Hvad er dit partis mærkesager på uddannelsesområdet?

"Helt grundlæggende skal uddannelse bruges til at tilegne sig viden. Det kan lyde banalt, men vi har i mange år i blandt andet folkeskolen sat det hele menneske forrest, og det er forkvaklet at blande den personlige udvikling ind i folkeskolen. Det skal forældrene tage sig af, og derfor er det vigtigt at få skiftet fokus fra den personlig udvikling til en skole, der lægger vægt på de basale færdigheder i dansk, historie og matematik.

Vi skal gå fra det kulturradikale og socialistiske til det, ja, mere konservative. Der skal blandt andet være mere ro og orden, og det er der jo ikke, når lærere fra Købehavns Kommune bliver tilbudt kurser i selvforsvar. Og så skal vi styrke historie, dansk og kristendomskundskab endnu mere, for det er vigtigt at kende noget om ens baggrund og ens land for at forstå sig selv som borger. Vi skal værne om det, vi skal viderebringe til de næste generationer."

Hvad ser du som de største udfordringer for det danske uddannelsessystem?

"Vi skal vende skolepolitikken - også helt ude på den enkelte skole og lærerseminarium - fra det personlighedsudviklende over på en politik, der har vægt på færdigheder og kundskaber. Og så skal vi være opmærksomme på internationaliseringen, fordi den er en trussel mod det danske princip om gratis uddannelse. EU vil indføre brugerbetaling, fordi de fleste andre EU-lande gør det. Derfor må vi ikke sætte kvoter for udenlandske studerende, og det betyder, at udenlandske studerende kan komme til Danmark og få gratis uddannelse."

Login