Danskerne delt om den nye karakterskala

NYHED: Kun halvdelen af danskerne forstår den nye karakterskala, viser ny undersøgelse. SF klandrer Undervisningsministeriet for at have sovet i timen og forlanger mere efteruddannelse af lærerne.

Med knap et år på bagen for den nye karakterskala er det stadig kun lidt under halvdelen af danskerne, der forstår skalaen.

Det viser en meningsmåling blandt 1356 danskere, som A&B Analyse har foretaget for Altinget.

I alt 48 procent af de adspurgte forstår den nye karakterskala, mens 52 procent ikke mener at have styr på de nye karakterer.

Det kommer ikke bag på Pernille Vigsø Bagge, uddannelsesordfører for SF. For selv om det tager lang tid at implementere en ny karakterskala, har Undervisningsministeriet har ikke gjort sit arbejde godt nok, mener hun.

Lemfældig omgang med ændringer
"Der blev hverken sat tid eller penge af til at uddanne lærerene i den nye skala. Hvis Undervisningsministeriet havde været sin opgave voksen ved at efteruddanne lærere og informere elever og forældre om den nye skala, havde tallene set anderledes ud. Især i en tid, hvor målinger og test betyder så meget, er det en meget lemfældig omgang med en så væsentlig ændring i uddannelsessystemet," siger Pernille Vigsø Bagge, der gerne ser, at ministeriet laver yderligere efteruddannelse til lærerne i den nye skala.

Og Martin Henriksen, uddannelsesordfører for Dansk Folkeparti, er enig i, at Undervisningsministeriet bør være åben for mere efteruddannelse, hvis uddannelsessektoren ønsker det.

"Jeg håber, at de personer, der har styr på skalaen, er personer fra systemet, altså lærere og elever. Men hvis det ikke er tilfældet, er det et problem, som man må løse med mere information eller vende tilbage til den gamle. Men det sker nok ikke. For noget af uvidenheden bunder nok i, at folk ikke kan forstå ændringen, da den gamle skala jo fungerede fint," siger Martin Henriksen.

Internationalt sammenlignelig
En af grundene til den ændrede skala var, at danske karakterer bliver mere internationalt sammenlignelige, fordi den skala, der bliver brugt til at omregne karakterer med i Europa (ECTS-skalaen), har syv trin. Og dermed vil det være enklere for danske studerende at at blive optaget på udenlandske uddannelsesinstitutioner. Desuden blev "undtagelseskarakteren" 13 lagt sammen med karakteren 11 til topkarakteren 12 i den nye skala for at øge brugen af netop topkarakteren.

Og det er Anne-Mette Winther Christiansen, uddannelsesordfører for Venstre, især glad for.

"Jeg er overrasket over, at så mange forstår de nye karakterer. Og jeg er yderst tilfreds med skalaen, fordi den bedømmer eleven ud fra en positivt vurderende og analyserende måde frem for 13-skalaen, som var negativ vurderende. Man kunne næsten ikke få 13, for så var man i manges øjne bedre end læreren. Nu er det et mål, at 25 procent skal have 12, og derfor er det en positiv tilgang til eleven frem for en negativ," siger Anne-Mette Christiansen.

Login