Undervisningsminister: Nu vil flere unge søge på erhvervsskole
KONSEKVENS: De skærpede adgangskrav til gymnasiet vil nu få flere unge til i stedet at søge ind på en erhvervsuddannelse, mener undervisningsministeren. Men erhvervsskolerne selv tror, der skal skrappere tiltag til for at nå målet.
Langt flere unge vil i de kommende år søge ind på en erhvervsuddannelse, fordi det er blevet sværere at komme i gymnasiet.
Det vurderer undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i kølvandet på den brede politiske aftale om en gymnasiereform.
Med truslen om massiv mangel på titusinder af faglærte i de kommende år vil gymnasiereformen dermed trække markant i den rigtige retning, mener ministeren.