V-borgmester: Vi skal have reduceret antallet af pendlerbiler i København

Vi arbejder for de grønne bilejere i København og mener, at det er nødvendigt at foretage tiltag, der reducerer antallet af pendlerbiler i København, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Det skal være muligt for københavnere at have en bil, hvis behovet er der. Og den bil er naturligvis grøn. Samtidig skal udefrakommende biler ikke stå hele dagen og fylde op i villakvarterne til gene for byens borgere.

Venstre arbejder for de grønne bilejere i København og mener, at det er nødvendigt at foretage tiltag, der reducerer antallet af pendlerbiler i København, ved for eksempel at investere i parkeringsanlæg i omegnskommunerne.

Fremtidens biler er grønne, og vi arbejder derfor for en grøn omstilling af den københavnske bilpark fra benzin- til hybrid- eller elbil.

Det betyder samtidig, at den københavnske infrastruktur skal matche byens grønne ambitioner og nødvendigvis fremtidssikres, så borgernes valg af den grønne bil også gøres lettere.

Det er nemlig praktikken omkring opladning af elbilen, der udgør en markant barriere for mange i overvejelsen om at udskifte deres benzinbil med en hybrid- eller elbil.  

I København arbejder vi for såvel en mulig etablering af lynladestandere på nøje udvalgte steder i byen som forberedelse til el-ladestandere i alle nye byområder.

Vi ønsker, at hybrid- og elbiler for alvor kan blive attraktive, uden at vi skal grave alle fortove op for at anlægge ladestationer.

Vi skal reducere antallet af pendlerbiler
Samtidig skal vi sikre, at det stadig er muligt at have en bil for dem, der har brug for en bil for at få arbejde eller familieliv til at hænge sammen.

Desværre oplever vi i København stigende problemer med pendlerbiler, der fylder op i villakvarterne. De mange biler skaber trængsel på vejene, blokerer indkørsler og skaber usikre skoleveje for børnene.

Vi vil gerne have reduceret antallet af pendlerbiler, og her ser vi i hvert fald to greb. For det første en øget brug af tretimers parkering i yderområder, hvor københavnerne har det svært i dag. For det andet en model for etablering af parkér- og rejs-anlæg i omegnskommunerne til København, og at den kollektive trafik kan benyttes ind til København.

Det sidste skal naturligvis være i samarbejde med omegnskommunerne, og vi skal finde en god løsning sammen. Med forårets minibudgetaftale i København – den såkaldte overførselssag – er der skabt finansiering til begge tiltag.

Nu ser vi frem til at komme i gang med arbejdet.

Forrige artikel Autobranchen: Længere reklamationsret er ingen garanti for holdbare biler Autobranchen: Længere reklamationsret er ingen garanti for holdbare biler Næste artikel Energibranchen er bekymret: EU-Kommissionens krav vil i værste fald umuliggøre Power-to-X-projekter Energibranchen er bekymret: EU-Kommissionens krav vil i værste fald umuliggøre Power-to-X-projekter