Ud med bompenge – ind med havnetunnel

Debat: DTL advarer kraftigt mod, at politikerne forelsker sig i Stockholm-modellen med bompenge. Byg i stedet havnetunnel, lyder det.

Af Ove Holm,
cheføkonom, Dansk Transport og Logistik (DTL)

Jubelen over forsøget med trængselsskat (bompenge) i Stockholm vil næsten ingen ende tage – især ikke på Københavns Rådhus. Men i stedet for en usympatisk og i nogen grad effektløs ekstra skat er der meget smartere og bedre løsninger:

Bedre kollektiv trafikbetjening, bedre forhold for cyklister og ikke mindst en havnetunnel.

Byggede man en havnetunnel, så ville man imødekomme behovet for transport i stedet for at straffe den. Transport udføres, fordi det skaber værdi – både for personer og for erhvervslivet og dermed for samfundet.

For DTL er det langt mere konstruktivt at give bedre forhold for transport, så vi kan få mere værdi, end at opfinde kostbare og tunge skatteopkrævningssystemer, som går den modsatte vej.

Varer kan ikke tage bussen
Af de seneste rapporter fra Det Økonomiske Råd og Institut for Miljøvurdering fremgår det, at det ikke er nogen god idé med bompenge i København. Det er for dyrt i forhold til gevinsterne. Også et avanceret kilometerbaseret roadpricing system er for dyrt at etablere og drive i forhold til gevinsterne.

Der er også andre grunde til, at vi i DTL langt fra er begejstrede for bompenge, og vore kolleger i Sverige er også stærkt kritiske over for trængselsskatten i Stockholm:

Da varerne jo skal frem og ikke kan tage bussen, bliver der blot tale om en skat, som vognmændene så skal kæmpe for at få overvæltet på kunderne – og dermed borgerne:

  • I stort omfang flytter trængselen blot til andre veje eller tidspunkter, f.eks. tidligt om morgenen, hvor lastbilerne typisk kører.
  • Der er meget administrativt bøvl.
  • Indtægterne fra skatten kommer ikke vognmændene til gavn men går til at dække systemets anlægs- og driftsomkostninger.

Pas på Stockholm-syndromet
Der har dog også været en positiv virkning for vognmændene, som distribuerer varer i myldretiderne, da trængselen på de tidspunkter er mindsket. Det har gjort de pågældende transporter mere effektive. Men årsagen er ikke, at der er trængselsskat på lastbiler, men derimod at trafikken generelt er faldet.

DTL vil advare imod at tro, at ”succesen” i Stockholm kritikløst forsøges overført til København, for skal en afgift kunne påvirke trafikadfærden, skal der være et alternativ. For personer gælder det en god kollektiv trafikbetjening og gode forhold for cyklister, men for gods er der ingen reelle alternativer til lastbiler og varebiler.

Man bør derfor først se på mulighederne for at reducere trængselen ved at tilvejebringe en bedre infrastruktur f.eks. en havnetunnel og bedre kollektive trafiktilbud. Det eksisterende vejnet kan også udnyttes bedre med anvendelse af ITS (Intellligente TrafikSystemer).

 

 

Forrige artikel Trafikuheld koster samfundet 10 mia. kr. Næste artikel Havne vil være centrum for modulvogntog