Transportører: Nu skal de nationale politikere bare støtte Kommissionen

DEBAT: Europa-Kommissionen har fremført et forslag, der skærper kravene til antallet af lav- og nulemissionskøretøjer. Det er der behov for, skriver Jeppe Juul og Lasse Kristoffersen fra henholdsvis Det Økologiske Råd og ITD. 

Af Jeppe Juul og Lasse Kristoffersen
Hhv. transport- og energipolitisk medarbejder, Det Økologiske Råd og politisk konsulent, ITD

Den grønne omstilling af den tunge vejgodstransport kommer ikke af sig selv. Den kræver store investeringer i nye teknologier og frem for alt bæredygtig national og europæisk lovgivning, der understøtter udviklingen i en stadig mere klimavenlig retning.

Det kan ske uden at forringe konkurrencesituationen for danske transport- og logistikvirksomheder.

For selvom der allerede bliver gjort en del ude i virksomhederne for at reducere branchens CO2-aftryk til gavn for klimaet og økonomien i den enkelte virksomhed, kan den indsats ikke stå alene.

Hvis den tunge vejgodstransport for alvor skal bidrage positivt til den samlede drivhusgasudledning, er der behov for politisk vilje og støtte både herhjemme og i EU.

Strengere krav på det europæiske marked
Derfor glæder vi os også over Europa-Kommissionens nyligt fremlagte forslag, der skærper kravene til antallet af lav- og nulemissionskøretøjer på det europæiske marked i forbindelse med offentlige servicekontrakter. Der er behov for lovgivning, som både leverer på klimafronten og samtidig sikrer ens konkurrencevilkår.

De skærpede krav til offentlige indkøb og udbud på tværs af de europæiske medlemslande vil reducere drivhusgasser fra transportbranchen her og nu, og det er i sig selv grund nok til at støtte op om Kommissionens forslag.

Det er dog vigtigt, at danske politikere også sikrer, at der kommer den nødvendige balance mellem krav og længde på servicekontrakter, når lovgivningen skal implementeres i Danmark.

Vi skal investere os til grøn omstilling
Men endnu vigtigere er det, at forslaget også vil være med til at drive den teknologiske udvikling, da det garanterer efterspørgslen af lav- og nulemissionskøretøjer. Arbejdet mod morgendagens grønne sektor kræver, at der allerede nu investeres store beløb i udviklingen, hvis bæredygtige løsninger på sigt skal være rentable for transport- og logistikvirksomhederne.

Med tiden vil det skabe et stærkt alternativ til forbrændingsmotoren og de fossile brændstoffer til stor gavn for særligt den tunge vejgodstransport, hvor diesel stadig dominerer markedet. Det er vores klare forventning, at forslaget vil bidrage positivt til denne proces.

Derfor støtter vi klokkeklart Europa-Kommissionens forslag, fordi vi anser offentlige udbud og indkøb som vigtige styringsredskaber. Det vil sikre, at vejgodstransport kan bidrage positivt til Danmarks reduktionsmål for CO2-udledning i den ikke-kvotebelagte sektor.

Et mål, som er fastsat til 39 procent frem mod 2030. For fælles europæiske krav og retningslinjer vil ikke påvirke konkurrencesituationen negativt for danske transport- og logistikvirksomheder, da vilkårene vil være ens for samtlige aktører.

Støtten skal også komme fra nationalstaterne
Men forslaget fra Europa-Kommissionen er endnu ikke vedtaget. Der er lang vej, før vi er i mål med forhandlingerne i både Europa-Parlamentet og Ministerrådet.

Det er dog vores opfordring, at der stemmes for forslaget, så transport- og logistikbranchen i endnu højere grad kan være med til at reducere CO2-påvirkningen på landevejene rundt i Europa.

Hensigten fra Kommissionen fejler i hvert fald ikke noget, den skal blot føres videre af medlemslandenes repræsentanter og de nationale politikere.

Forrige artikel PostNord-ansatte: Lad os få de fyresedler, Vestager! PostNord-ansatte: Lad os få de fyresedler, Vestager! Næste artikel Danske Rederier: Det er på tide at gøre skibsfarten grønnere Danske Rederier: Det er på tide at gøre skibsfarten grønnere