Transportdebatten præsenterer Eks-ministrenes Klub

DEBATPANEL: Otte tidligere transportministre vender tilbage i rollen som minister og diskuterer, hvad der bør prioriteres på transportområdet. Mød hele panelet her, der tæller ministre fra 1996 og frem til 2014.

Transportdebatten bliver i den kommende måned en smule anderledes end normalt.

Eks-ministrenes Klub - et panel af tidligere transportministre - sætter i en række debatindlæg fokus på aktuelle transportpolitiske emner ud fra spørgsmålet: "Hvis du var transportminister i dag, hvilke områder skulle så prioriteres?"

Mød det samlede panel her:

Lars Barfoed (K)
Transportminister fra 10. september 2008 til 23. februar 2010. Lars Barfoed er blandt andet EU-ordfører, udenrigsordfører samt kultur- og medieordfører. Han har været fast medlem af Folketinget siden 2001. Som formand for Konservative fra 2011-2014. Han er desuden tidligere justitsminister og minister for familie- og forbrugeranliggender. Lars Barfoed er uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet.

Pia Olsen Dyhr (SF)
Transportminister fra 9. august 2013 til 3. februar 2014. Pia Olsen Dyhr er formand for SF og har været fast medlem af Folketinget siden 2007. Hun er desuden tidligere handels- og udviklingsminister. Pia Olsen Dyhr er uddannet cand.scient.pol. ved Københavns Universitet.

Hans Christian Schmidt (V)
Transportminister fra 23. februar 2010 til 3. oktober 2011. Hans Christian Schmidt er blandt andet formand for Udvalget for Landdistrikter og Øer og medlem af Transportudvalget. Han har desuden været fødevareminister og miljøminister. Hans Christian Schmidt er uddannet som lærer ved Haderslev Seminarium.

Sonja Mikkelsen (S)
Trafikminister fra 23. marts 1998 til 23. februar 2000. Sonja Mikkelsen har været medlem af Folketinget fra 1981-1984, 1987-1988 og fra 1990-2001. Hun har desuden været sundhedsminister. Sonja Mikkelsen er uddannet økonom ved Aarhus Universitet og Handelshøjskolen i Aarhus.

Carina Christensen (K)
Transportminister fra 23. november 2007 til 10. september 2008. Carina Christensen har været medlem af Folketinget fra 2001 til 2011. Hun har desuden været kulturminister og minister for familie- og forbrugeranliggender. Carina Christensen er uddannet Cand.negot. ved Syddansk Universitet.

Jacob Buksti (S)
Trafikminister fra 23. februar 2000 til 27. november 2001. Jacob Buksti har været medlem af Folketinget fra 1994-2005. Han har siden 2007 haft rådgivnings- og analysevirksomheden Buksti RådgivningAnalyse. Jacob Buksti er cand.mag. i samfundsfag og historie ved Aarhus Universitet.

Bjørn Westh (S)
Trafikminister fra 30. december 1996 til 23. marts 1998. Bjørn Westh har været medlem af Folketinget fra 1977 til 1998. Han er tidligere landbrugsminister og justitsminister. Bjørn Westh er uddannet landinspektør.

Flemming Hansen (K)
Trafik- og transportminister fra 2001 til 2007. Flemming Hansen har været medlem af Folketinget fra 1984-2007. I dag er han direktør for skokæden Holst Sko A/S. Han har desuden været energiminister og minister for nordisk samarbejde. Flemming Hansen er uddannet merkonom med speciale i finansiering.

Forrige artikel Barfoed til Heunicke: Hvor er din plan for transportområdet? Barfoed til Heunicke: Hvor er din plan for transportområdet? Næste artikel Tysk mindsteløn er et skridt i den rigtige retning Tysk mindsteløn er et skridt i den rigtige retning