Sikre Veje: Hastighedsgrænse ved vejarbejde skal ned

TRANSPORTDEBATTEN: Lovforslaget, der fordobler bødetaksterne ved overskridelse af hastighedsgrænserne ved vejarbejde, skal vedtages så hurtigt som muligt, skriver formand for Sikre Veje, Michael Stisen.

Af Michael Stisen
Formand, Sikre Veje 

"Nu er det nok! Vejbranchen kræver indsats mod fartgalninge."

Sådan lød overskrift på en henvendelse fra Sikre Veje, Asfaltindustrien og fagbevægelsen 3F i 2012 til Trafikudvalget.

Baggrunden var den sørgelige, at ikke engang frost og farlige veje stoppede fartgalninge. Ved en fartkontrol på Vestsjælland i slutningen af januar 2012 blev ikke færre end 220 bilister taget for at køre for stærkt ved vejarbejder.

43 fik klip i kørekortet, fem mistede det helt - de kørte fra 133 til 154 km/t.

Og kort efter kunne TV2 Øst bringe en lignende historie. Derfor krævede vi dengang handling fra politikerne om at stoppe vanviddet.

Vi krævede bl.a. højere bøder ved vejarbejder og mere automatisk fartkontrol.

Nu har regeringen kvitteret, og et lovforslag er på vej igennem systemet. Forslaget vil fordoble bøden over for de bilister, der begår hastighedsovertrædelser ved vejarbejde.

Og samtidig kan der ske betinget frakendelse af kørekortet allerede ved hastighedsoverskridelser på 40 procent ved vejarbejde.

Tak til politikerne
Det lovforslag skal politikerne have tak for at have fremsat. Nu haster det så med at få det igennem systemet og vedtaget, så vi kan se og mærke forbedringerne på vejen for alle vores tusinde af kolleger, der hver dag har vejen som deres arbejdsplads.

Som justitsministeren siger det: Det er vigtigt, at de personer, der arbejder på vores veje for at holde dem i god og sikker stand, kan udføre deres arbejde under sikre og trygge forhold.

Vi ved godt, at antallet af ulykker og uheld på vejen generelt er faldende. Det manglede da også bare. Men vi ved også, at den oplevede utryghed blandt vejarbejdere er stor.

Og det er især farten, der skaber utrygge og usikre arbejdsforhold.

Og endelig er det desværre sådan, at meget alvorlige nær-ved-ulykker stadig hører til dagens (u)orden.

For ikke så lang tid siden skete der et uheld på Vest Motorvejen E20. En lastbil pløjede ind i et vejarbejde, der heldigvis var beskyttet bag en TMA'er – en bil med stødpude – der stod 100 m. oppe ad motorvejen i forhold til vejarbejdet.

Den stødpude og afstanden til vejarbejdet reddede vejarbejdernes liv.

Jeg ved ikke, hvad hastigheden var, men eksemplet viser, hvor voldsomt det går for sig, når der sker uheld ved vejarbejder.

Nye initiativer
Vi ved naturligvis godt, at det irriterer billisterne at skulle vente elle køre langsomt ved vejarbejder.

Derfor er det godt, at nye initiativer er med til at skabe forståelse for, at det skal være skidt, før det bliver godt.

For eksempel har vi hørt, at Aalborg Kommune med held har benyttet alternative informationskanaler i form af spots i lokalradioen, der skal afstemme billisternes forventninger til, hvor hurtigt og smertefrit de kan komme gennem Limfjordsbyen, når der graves.

Og asfaltvirksomheden Lemminkäinen ved Silkeborg havde i en uge i efteråret fokus på sikkerhed på arbejdspladsen.

For at skabe opmærksomhed om initiativet blev et medlem af Trafikudvalget, Kristian Pihl Lorentzen, inviteret med som "praktikant", og han kan berette om, at bilisterne udtrykte forståelse for, at de måtte vente ved lysreguleringen af hensyn til vejarbejdernes sikkerhed.

Ikke mindst fordi billisterne blev tilbudt frugt, når de skulle vente for rødt ved et stort vejarbejde.

Fra Sikre Veje skal der derfor lyde til politikerne – tak fordi I lyttede, tak for et godt lovforslag, som vi bakker op om i ord og handling. Se nu at få det vedtaget, inden det bliver forår og kollegerne for alvor begynder deres samfundsnyttige arbejde på vores veje.

Forrige artikel Duplik til elfenbenstårnet Duplik til elfenbenstårnet Næste artikel S: Nye veje til at forbedre trafiksikkerheden S: Nye veje til at forbedre trafiksikkerheden