Shipping-sekretariatschef i replik: "Den grønne omstilling er for vigtigt til at blive en konkurrence mellem havnekasser"

Danske Havne vil have revideret havneloven. Men at åbne havneloven for at havnenes penge kan bruges på raffinaderier og brændstofproduktion, vil have en samlet negativ effekt på den grønne omstilling, skriver Jakob Svane.

Af Jakob Svane
sekretariatschef, Danske Shipping- og Havnevirksomheder

Danske Havnes (DH) direktør Tine Kirk havde et indlæg i Altinget den 31. januar. I indlægget skriver DH, at den grønne omstilling meget lettere kan gennemføres, hvis havneloven ændres, så de kommunalt ejede havne får lov til at drive PtX-anlæg og solcelleparker.

Synspunktet kan lyde sympatisk, men dækker i virkeligheden over, at offentlige penge fra kommune- og havnekasser skal medfinansiere produktion af grønne brændstoffer og elektricitet.

Det er ikke normalt noget, vi bruger den slags offentlige penge på i Danmark. For det vil desværre skabe større problemer, end det løser.

Intet tilsiger, at et nyt PtX-anlæg skal ligge på en havn. Input til PtX-produktionen er elektricitet og skal gennem et kabel – ikke via en havnekaj. Og output er flydende og kan transporteres i en rørledning.

Hvis produktet skal udskibes, kan rørledningen gå ned på havnen. Selve PtX-anlægget behøver ikke ligge der.

Private investeringer vil blive truet
Desuden vil det have alvorlige konsekvenser for privat investeringslyst, hvis man risikerer at komme i konkurrence med kommune- eller havnekassen i en nabohavn. At åbne havneloven for at havnenes penge kan bruges på raffinaderier og brændstofproduktion, vil derfor have en samlet negativ effekt på den grønne omstilling.

For det eneste, vi opnår, er at få lidt flere offentlige investeringer, men markant færre private investeringer. DH’s vej er derfor ikke vejen at gå.

Hvis man vil gøre noget godt for investeringerne i den grønne omstilling, så skal man i stedet give private investeringer bedre vilkår. Blandt andet ved at staten udpeger nationale interesser i havne, så private investeringer på havne ikke trues af kommunale planer om byudvikling. Det er den største usikkerhedsfaktor for investeringer på havne i øjeblikket.

Man kunne også ændre havneloven på dette punkt ved at give transportministeren en hjemmel til at godkende nedlæggelse af havneareal. Men man skal ikke samtidig give de kommunalt ejede havne flere frihedsgrader, for så er vi lige vidt.

Danske Shipping- og Havnevirksomheder ønsker mest mulig grøn omstilling for pengene, og vi bakker helhjertet op om klimamålsætningerne. Heldigvis er vores mange medlemsvirksomheder dybt involveret i mange spændende projekter inden for grøn omstilling og cirkulær økonomi.

{{toplink}}

Det bobler frem med private initiativer og nye teknologier både på havnene og andre steder i samfundet, og havneloven forhindrer det ikke. Tværtimod.

Den grønne omstilling er i gang, og den er alt for vigtig til at blive en konkurrence mellem havnekasser.

Forrige artikel DI: Power-to-X bør betragtes som en helt ny industri i Danmark DI: Power-to-X bør betragtes som en helt ny industri i Danmark Næste artikel Forbrugerrådet Tænk: Togselskaberne skal blive bedre til at kompensere for forsinkelser Forbrugerrådet Tænk: Togselskaberne skal blive bedre til at kompensere for forsinkelser