S: Vi vil investere i og styrke infrastrukturen

DEBAT: VLAK-regeringens forslag om at spare 800 millioner kroner på DSB – og samtidig få bedre togdrift – er urealistisk, skriver Heino Knudsen (S), regionsrådsformandskandidat for S i Region Sjælland. Han vil i stedet samle DSB i og Banedanmark i ét selskab.

Af Heino Knudsen (S)
Regionsrådsformandskandidat for Socialdemokratiet, Region Sjælland

Socialdemokratiet vil investere og styrke Danmarks togdrift ved blandt andet at lægge DSB og Banedanmark sammen. VLAK-regeringen vil lave en kæmpe udliciterings- og spareøvelse – og det kommer med stor sandsynlighed til at gå ud over alle os, der bor i Region Sjælland.

Vi vil i socialdemokratiet opgradere vores infrastruktur. Det vil vi gøre ved at investere i infrastrukturen ved at have ét samlet trafikselskab. De seneste år er det blevet tydeligt, at udbud og privatisering ikke har banet vejen for et bedre system, og det må derfor være tid til at tage fat i andre midler.

Udover at vi vil samle DSB og Banedanmark til ét, vil vi investere et milliardbeløb i at udvide togdriften. Det vil forbedre vores jernbanenet og gøre det lettere og hurtigere at rejse med den kollektive trafik.

Regeringens sparemanøvre får store konsekvenser
Jeg tror, at vi er flere, der stadig er rystede over VLAK-regeringens finanslovsforslag. Her kom det frem, at regeringen vil spare mere end 800 millioner på DSB.

Både Peter Jacobsen (DF) og jeg selv har da også ytret bekymringer om regeringens store besparelser af DSB. Besparelserne vil gå ud over studerende og de, som ikke har egen bil.

Og det vil ramme vores region. For Region Sjælland er en stor region, og netop af den grund er infrastrukturen altafgørende for store dele af os, der bor i Region Sjælland. Derfor bekymrer det mig også, at Venstres spidskandidat til regionsrådsvalget, Jacob Jensen, tror, at store besparelser og konkurrence vil gøre transporten bedre.

Det er urealistisk at tro, at man kan spare mere end 800 millioner kroner på togdriften og så samtidig få en bedre togdrift.

Socialdemokratiet forslår derfor, at DSB og Banedanmark skal ejes af staten. På sigt vil 40 procent af aktierne sælges, men ikke mere end det. Således sikrer vi, at de danske toge og skinner stadig kontrolleres af staten, samtidig med, at priserne ikke bliver for dyre.

Vi ønsker en fremtid med tog til tiden.

Forrige artikel Concito: Bilafgifter afgørende, når vi skal reducere CO2 Concito: Bilafgifter afgørende, når vi skal reducere CO2 Næste artikel Vognmænd: Alle har ansvar for trængslen på motorvejene Vognmænd: Alle har ansvar for trængslen på motorvejene