S: Regeringen ignorerer sit togfonds-ansvar

DEBAT: Forligskredsen bag Togfonden venter stadig svar fra regeringen på en halvt år gammel henvendelse, påpeger Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn. Det er dårlig stil og direkte uansvarligt, skriver han.

Af Rasmus Prehn
Transportordfører for Socialdemokraterne

I starten af oktober sidste år sendte jeg sammen med de øvrige transportordfører i togfondsforliget (Kim Christiansen, DF, Henning Hyllested, EL, Andreas Stenberg, R og Karsten Hønge, SF) et brev til regeringen, hvor vi opfordrede til at indkalde togfonds-forligskredsen til et møde, så vi kunne få en status på økonomien og opgaverne i aftalen samt ikke mindst planlægge, hvordan aftalen om Togfonden forvaltes i årene frem. 

Men Venstre-regeringen har end ikke svaret. Og nu er det mere end et halvt år siden, vi sendte brevet. 

V forsømmer regeringsansvaret
Det er en ærlig sag, at Venstre ikke brænder for jernbanedrift, ignorerer den kollektive trafik og lader hånt om klima- og miljøudfordringen. Det er et politisk valg, de må stå til ansvar for over for vælgerne. 

Men det er direkte uansvarligt, at Venstre som regering lader aftalerne og opgaverne i forligskredsen sejle uden nogen form for styring. Det er nu en gang Venstre, der er regering og dermed den udøvende magt i Danmark – ikke andre. Opgaven er regeringens, og dermed Venstres. 

Når det er slået fast, er det i grunden også grænseløst uhøfligt og dårlig stil slet ikke at svare. Og så er det hamrende mærkeligt, at pressen tilsyneladende totalt ignorerer, at Venstre-regeringen nægter at besvare en henvendelse fra et flertal i Folketinget.

Lugter af embedssvigt
I weekenden kom det så frem i Jyllands-Posten, at regeringen har ladet en forundersøgelse af jernbanebroen over Vejlefjord samt ekspropriationer i millionklassen forsætte, selvom regeringen tilsyneladende har tænkt sig at gøre alt, hvad den kan, for at forhindre broen og dermed visionen om time-planen. 

Det er som bekendt allerede lykkedes Venstre-regeringen at få DF til at vakle, eller også har de ligefrem lavet en underhåndsaftale. 

Uanset hvad er det mangel på rettidig omhu bare at lade aftalerne flyde og projekterne sejle, uden at en ansvarlig minister tager hånd om de udfordringer, der opstår løbende. Faktisk lugter det lidt af embedssvigt. 

Visionerne løber ud i sandet
Beslutningen om Togfonden er ellers en af de mest visionære beslutninger, der er blevet truffet i nyere dansk politik. 

Togfonden indeholder en række vigtige infrastrukturinvesteringer, som vil være med til at sikre mobilitet, vækst og arbejdspladser. Togfonden vil også binde landet bedre sammen, da der ikke kun vil ske en opgradering af hovedstrækningerne, men også af de regionale baner, så alle dele af landet får gavn af investeringerne. Togfonden er tilmed god for miljøet, da vi med elektrificeringen af banenettet kan udskifte de gamle dieseltog med nye, moderne og mere miljøvenlige eltog. 

Tager regeringen ikke snart ansvar, misser vi også chancen for elektrificering af den danske jernbane, og DSB tvinges ud at købe nye forurenende og utidssvarende dieseltog, fordi der ikke køreledninger at køre under for nye el-lokomotiver.  

Regeringen må svare på vores halvt år gamle henvendelse. Og de bør indkalde togfonds-forligskredsen med henblik på seriøse forhandlinger om fremtidens jernbanedrift. Alt andet vil være uansvarligt. 

Forrige artikel Ny paneldebat: Skal vi spare på anlægsprojekter? Ny paneldebat: Skal vi spare på anlægsprojekter? Næste artikel Danske Havne: Ny fælles model skal løfte havne-udviklingen Danske Havne: Ny fælles model skal løfte havne-udviklingen