S: Lad os se mulighederne i trafikproblemerne

TRANSPORTDEBATTEN: Landets store trafikale udfordringer kan bruges til at skabe ny fremgang, hvis vi ser mulighederne i problemerne, frem for problemerne i mulighederne, skriver Rasmus Prehn (S).

Af Rasmus Prehn (S)
Trafikordfører

I en krise er der altid udfordringer, men kriser skaber også muligheder. Og det er den tankegang, vi i Danmark skal gå foran med.

Landets store trafikale udfordringer kan f.eks bruges til at skabe ny fremgang, hvis vi ser mulighederne i problemerne, frem for problemerne i mulighederne. Landets betydelige udfordringer i form af klima- og miljøproblemer, problemer med trængsel på vejene og uproduktiv spildtid i lange køer samt ikke mindst problemerne med for lav vækst og beskæftigelse, skal og kan bruges til at løse hinanden med.

Trafikaftalen og Togfonden skaber job
Med trafikmilliarden til bedre og billigere kollektiv trafik hvert eneste år i årene frem, som der blev indgået forlig om allerede for et år siden, og hvor der snart skal ske nye forhandlinger, er Danmark ikke alene sikret en visionær satsning på nye elektriske og miljøvenlige tog, letbaner, mere metro, bedre busbetjening også i de mere tyndt befolkede områder og billigere billetter. Investeringen sikrer også nogle af de nye job, Danmark og ikke mindst de alt for mange arbejdsledige danskere har så hårdt brug for.

Og når Danmark i år går videre og laver en endnu mere ambitiøs og historisk stor samfunds-investering i form af "Togfonden", tager vi denne visionære og problemløsende tankegang endnu videre.

De seneste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd siger, at der skabes 4.200 3F-job alene med togfonden med bl.a. de nye bygge- og anlægsopgaver og 20.000 arbejdspladser samlet set. Det er ikke alene klog transportpolitik, det er socialdemokratisk samfundsøkonomi, når det er bedst.

Venstes strategi er underlig og udansk
Venstres strategi virker til gengæld underlig og udansk her. Venstre vil fortsat gerne bakke op om timemodellen, men uden antydningen af et forslag til konkret finansiering. Tilsyneladende er Venstre mere optaget af at tale den udenlandske olielobby efter munden end af, hvad der er bedst for os danskere.

Den bedre infrastruktur og mobilitet skaber ellers bedre forudsætninger for vækst, udvikling og nye investeringer. Danmark går med andre ord foran i måden, vi håndterer økonomiske kriser på.

Samtidig hjælper trafikaftalen og togfonden direkte med at reducere CO2-udslippet og anden forurening, når flere vælger at tage bus, tog, metro eller letbane frem for at køre i bil. Et lille skridt i den store globale klimadagsorden, javel. Men et skridt i den rigtige retning.

Trængselskommissionens anbefalinger  
Trængselskommissionen er også en del af trafikaftalen mellem regeringen, Enhedslisten og DF. Og en del af kommissionens opgave handlede om at pege på finansieringskilder. Men kommissionens anbefalinger - eller mangel på samme - viser også, at det desværre ikke er helt så enkelt, som man kunne ønske. 

Det ville da være dejligt, hvis kommissionen kunne pege på én finansieringsløsning, som gjorde, at vi kunne gennemføre alle anbefalingerne, men det er nok ligesom at håbe på to søndage i en uge. Til gengæld er kommissionens kortlægning af de trængselsmæssige udfordringer nyttige og brugbare og en vigtig påmindelse om trængselsperspektivet, når der skal bruges penge på trafik.

Vi har med både trafikmilliarden og togfonden vist, at vi er parate til at tænke nyt og ambitiøst, når vi skal finde finansiering til fremtidens infrastruktur.

Og også i årene der kommer er der penge, der skal udmøntes, som endnu ikke er båndlagt. Her har vi mulighed for at prioritere og sætte sejlene for at mindske trængslen. Generelt har regeringen indvarslet en ny, mere progressiv og optimistisk måde at tænke på. Her ser vi mulighederne i problemerne, frem for problemerne i mulighederne.

Forrige artikel LA: Togfonden hviler på kviksand LA: Togfonden hviler på kviksand Næste artikel Professor: OECD's principper er relevante for OPP Professor: OECD's principper er relevante for OPP