Politikere kræver IC2-ordren annulleret

NYHED: DF, SF og S har mistet tilliden til DSB i sagen om IC2-togene. Ministeren og DSB indkalder nu til hastemøde.

Udsigten til endnu flere forsinkelser får nu Folketingets politikere til at råbe vagt i gevær og true med at bryde kontrakten med togleverandøren Ansaldobreda og gribe ind i DSB's interne affærer.

Politikere fra flere partier ønsker nu at annullere ordren på de 23 italienske IC2-tog, som fra denne sommer skulle have været i brug på Grenå- og Svendborgbanen.

En forsimplet klon af IC4
De næsten én mia. kr. dyre tog er meget langt fra færdige, og da der er tale om en forsimplet udgave af IC4-togene, kommer IC2 ikke ud at køre, før IC4 er på skinnerne.

DSB oplyser således følgende til Transportministeriet:

"Den tekniske platform for IC2 er for langt hovedpartens vedkommende den samme som i IC4, hvorfor den forsinkede levering af IC4 har en afsmittende effekt på leveringen af IC2."

Det er bl.a. denne udmelding, der har fået politikerne til at reagere.

S, SF og DF: Sæt hårdt mod hårdt
Såvel Socialdemokraternes som SF's trafikordfører har bedt regeringen redegøre for de økonomiske konsekvenser af at ophæve aftalen med Ansaldobreda om IC2 og kræver skærpet kurs over for togleverandøren:

"Jeg kan ikke forestille mig ret mange mennesker, der vil finde sig i, at varer, de har bestilt, bliver forsinket i årevis. På samme måde må regeringen nu være med til at sætte hårdt mod hårdt over for leverandøren," siger Klaus Hækkerup (S) til Ingeniøren.

Pia Olsen Dyhr (SF) pointerer samtidig, at hun ønsker, ministeren nu træder i karakter overfor DSB:

"Hun skal gøre det meget klart, at det er bestyrelsens ansvar, at ledelsen overholder sine frister, så firmaet får et ordentligt afkast. Nu er afkastet mindre, fordi DSB hele tiden må sende penge tilbage til staten, når DSB ikke kan leve op til sin kontrakt med staten.

Hvis ledelsen ikke kan det, må ministeren sørge for, at bestyrelsen skaffer en ny ledelse i DSB," siger Pia Olsen Dyhr til Ingeniøren. 

Trafikordfører for Dansk Folkeparti, Kim Christiansen, er enig i den hårde linje og vil arbejde aktivt for at få IC2-kontrakten annulleret:

"De tog skal droppes. Jeg har ikke tillid til, at hverken DSB eller Ansaldobreda kan klare opgaven. Derfor skal DSB sættes under administration, så vi politisk kan gribe ind. Så kan vi bagefter forsøge at redde stumperne af den kollektive trafik ved at finde alternative tog til Svendborg- og Grenåbanen," siger han til Ingeniøren.

Ekspert: Leasning kan komme på tale
I det tilfælde at IC2-ordren falder til jorden, kan der blive tale om en længere periode med leasning, vurderer ekspert:

"I første omgang tror jeg simpelthen man vil gå ud og lease for at få en erstatning hurtigst muligt," siger videnskabelig assistent og ph.d.-studerende ved DTU Transport, Alex Landex til Altinget.dk, og nævner Coradia Lint og Desiro som to togtyper, der kunne blive tale om.  

"Det kan sagtens være en fordel at gå ud og lease allerede nu. Så får man i hvert fald en tænkepause, hvor man kan overveje, hvad man vil. Om man vil købe andre tog eller om man fortsat vil lease," slutter Alex Landex. 

Trafikudvalg indkaldt til hastemøde
Mandag havde DSB's bestyrelse et møde om relationen til den italienske producent Ansaldo Breda. Derfor har transportminister Carina Christensen (K) og DSB med kort varsel indkaldt folketingets trafikudvalg til et hastemøde onsdag morgen. Her vil topledelsen i DSB vil redegøre for, hvad der sker med de stærkt forsinkede tog.

Hverken DSB eller Transportministeren ønsker at kommentere, hvad der skal ske på mødet med DSB's ledelse, men Carina Christensen fortæller til Altinget.dk, at hun ikke er enig med DF, der vil have sat DSB under administration i sagen om togene.

Login