S: Højrenationalisme vil hindre kampen mod social dumping i EU

DEBAT: Centrum-venstrepartierne i Europa-Parlamentet har trukket det store læs med at hindre social dumping, men den fremgang bliver måske ødelagt efter valget, skriver Ole Christensen (S).

Af Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Ikke så længe efter jeg var blevet valgt til Europa-Parlamentet i 2004, hørte jeg første gang Jean Claude Juncker tale i Europa-Parlamentet.

Dengang var han premierminister i Luxembourg, og jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke kendte så meget til ham på det tidspunkt.

Det var i hvert fald gået min næse forbi, at han var konservativ kristendemokrat, for han talte så varmt for en europæisk social dagsorden, at jeg rent faktisk troede, at han var socialdemokrat.

Social dumping
Vi springer frem i tiden til september 2015.

I mellemtiden var Juncker blevet valgt som formand for Europa-Kommissionen, og han var igen forbi Europa-Parlamentets talerstol i Strasbourg for at holde sin første tale om EU’s tilstand − State of the Union.

Efter at have talt om flygtningekrise og Grækenlands økonomi nåede han til arbejdskraftens mobilitet på sit talepapir.

Og her samlede han tråden op fra 2006, og vi hørte ham for første gang sige, at det helt centrale princip for arbejdskraftens frie bevægelighed bør være at sikre samme løn for samme arbejde på samme sted.

Det var noget, der fik mig til at spidse ører.

For der var mildest talt langt imellem de sociale snapse, da Junckers forgænger José Manuel Barroso sad i Kommissionens formandsstol. Dengang var fokus i højere grad på markedet.

Det var selvfølgelig også en helt anden tid dengang, og før finanskrisen oplevede vi ikke samme omfang af social dumping og medfølgende unfair konkurrence i samme grad, som vi desværre kender til det i dag.

En europæisk sølje
Juncker fortsatte på talerstolen, og det var her, han fortalte om sine planer om at etablere en europæisk søjle for sociale rettigheder, der med grundlæggende principper for EU’s social- og arbejdsmarkedspolitik skal fungere som overordnet ramme for det sociale Europa.

Og jeg skal love for, at de har haft travlt i Kommissionen siden dengang.

Vi har set det ene socialpolitiske forslag efter det andet blive præsenteret.

Mest skelsættende er nok udstationeringsdirektivet, der blev endeligt vedtaget sidste år, hvor vi for første gang får skrevet princippet om samme løn for samme arbejde på samme sted ind i EU-lovgivningen.

Men der er også kommet et nyt arbejdsvilkårsdirektiv, der giver arbejdstagerne langt bedre og mere gennemsigtige minimumsrettigheder i deres ansættelse, ligesom der snart oprettes et nyt europæisk arbejdsmarkedsagentur, der har til formål at styrke kampen mod social dumping gennem bedre håndhævelse og koordinering af EU-reglerne.

Sagen fra Padborg
Social dumping findes i den grad i den europæiske transportbranche.

Her har social dumping og unfair konkurrence alt for længe været hverdag på de europæiske landeveje.

Det så vi udfolde sig i ekstrem grad, da det i efteråret blev afsløret, hvordan vognmanden Kurt Beier via smuthuller i reglerne havde filippinske chauffører ansat på dumpinglønninger til at køre gods rundt i Europa, mens de boede i en slumlejr i Padborg.

Jeg har i mange år efterhånden arbejdet for at stramme reglerne, og her i april lykkedes vi i Parlamentet endelig med at få vedtaget en lovpakke, der bliver et potent våben i kampen for bedre forhold i den hårdt prøvede transportbranche.

Højrenationalisme vil hindre fremgang
I alle eksemplerne her har vi i Europa-Parlamentet spillet en stor rolle som medlovgivere, og her kommer forskellene på de politiske grupper i den grad til udtryk.

For nøjagtigt som i Folketinget, hvor der er uenighed partierne imellem, så er der også stor forskel på prioriteterne i Europa-Parlamentets politiske grupper.

Der er stor forskel på højre- og venstrefløjen her i huset, og det er helt klart centrum-venstre, der har trukket det sociale læs, og jeg kan være lidt nervøs for, hvordan den udvikling bliver, hvis vi ser en stor fremgang hos højrenationalisterne.

For jeg kan ikke forestille mig andet, end at den næste Kommission kommer til at fortsætte den social medvind ind i næste valgperiode, og jeg håber virkelig, at vi får et Parlament, der vil spille med her.

Forrige artikel Klaus Bondam: Tag ansvar – også for transportpolitikken Klaus Bondam: Tag ansvar – også for transportpolitikken Næste artikel Lektor: Blå blok parkerer det vigtigste håndtag for fremtidens transport Lektor: Blå blok parkerer det vigtigste håndtag for fremtidens transport